Industrigigant tredobler overskuddet i Danmark
Den danske del af teknologivirksomheden Siemens har tredoblet sit årsresultat, på trods af at omsætningen er faldet.
Det viser selskabets regnskab for det skæve regnskabsår 2023/24.
Her fremgår det, at Siemens A/S har tjent 198 mio. kr. efter skat i løbet af regnskabsåret. Det er en stigning på over 200 procent sammenlignet med det forgående regnskabsår.
Det er mere, end ledelsen havde forventet, og væksten kan da også primært tilskrives salget af selskabet Innomotics, som producerer elmotorer.
Samtidig har Siemens A/S, som den danske del hedder, i løbet af året haft fokus på effektivisering. Det fortæller Andrea Waenerlund, som er topchef i Siemens A/S.
- Vi satser på bestemte områder, og så skal vi også skære ned på andre områder for at fokusere vores indsats. Vi fokuserer på digitalisering, software og kunstig intelligens for at hjælpe vores kunder med at blive mere effektive gennem digitalisering, siger hun.
Selskabet tilbyder blandt andet værktøjer, der kan simulere løsninger digitalt for fabrikker, før man indfører løsningerne i den fysiske verden.
Det skal ifølge Andrea Waenerlund hjælpe produktionsvirksomheder med at blive mere digitale og bæredygtige.
I regnskabsåret lyder omsætningen på knap 1,7 mia. kr., hvilket er cirka 13,5 procent mindre end året før.
Ifølge Waenerlund skyldes den lavere omsætning dels frasalget af Innomotics. Derudover er salget i forretningsenheden Digital Industries faldet efter at have været på et højt niveau i perioden efter corona.
- Mange kunder har samlet til lager for at sikre sig, at de ville få produkterne. Men nu ser vi, at det er ved at normalisere sig, og vi ser en god udvikling, siger hun.
Siemens AG er en global teknologikoncern med fokus på elektrificering, automatisering og digitalisering.
Koncernen har hovedsæde i München i Tyskland og beskæftiger på verdensplan omkring 312.000 personer.
Siemens A/S har hovedsæde i Ballerup og beskæftiger knap 500 medarbejdere.
Koncernen har desuden en række andre selskaber i Danmark med forskellige forretningsområder. Tilsammen beskæftiger selskaberne 6.300 personer i Danmark.
Vestas-konkurrenten Siemens Gamesa er en del af Siemens Energy, som har været et selvstændigt børsnoteret energiselskab siden 2020.
/ritzau/