Millionkontrakt til nichevirksomhed i det jyske
En tocifret millionkontrakt over tre år er nu en realitet for to mindre virksomheder i det midtjyske. Just Easy Tools og 10 plus 10 Eksport sælger nu dækhåndteringsudstyr på det globale marked.
- Vi kan ikke fortælle detaljer om samarbejdet før til foråret, men det ligger nu fast, at vi kommer til at levere vores produkter globalt, forklarer direktør Lars Jørgensen fra Just Easy Tools.
Solid kontrakt
Kontrakten er ikke bare på salg, men også på videreudvikling af firmaets kerneprodukt. De nye samarbejdspartnere investerer et millionbeløb til yderligere specialisering af det udstyr, som indtil videre hovedsageligt er blevet solgt til virksomheder, der har brug for at håndtere store mængder dæk hurtigt. Udstyret er monteret på en gaffeltruck og griber fat om dækkene. Dette letter håndteringen tidsmæssigt og gør montering mere fleksibelt.
Holstebro-virksomheden opererer som netværksvirksomhed. Det betyder, at tætte samarbejder med såvel produktudviklere som producenter og eksportsælgere er en del af forretningsgrundlaget.
- På den måde kan vi løfte opgaver, der er noget større end vores størrelse ellers kunne bære. For eksempel har vi lige nu to eksportfolk til at udvikle salget og fire-fem ingeniører til at arbejde på konkrete projekter, forklarer Lars Jørgensen
Nye anvendelser
Samarbejdet med 10 plus 10 Eksport har bragt Just Easy Tools produkter ud til nye områder. Udover den store kontrakt har de nu med succes lavet tests sammen med en af verdens største havneoperatører, som bruger udstyret til at skifte hjul på deres containerhåndteringsmaskiner.
- De sparer 80 procent af monteringstiden og har samtidigt en meget mere sikker håndtering af de op til 500 kilo tunge hjul, forklarer Michael Jensen fra 10 plus10, der i samarbejdet fungerer som ekstern eksportchef for firmaet.
- Så forhåbentligt kan havneområdet – og også landbruget - komme til at bidrage væsentligt til Just Easy Tools’ vækst i de kommende år, siger Michael Jensen.
Grøde i eksporten
Men der er også grøde i firmaets kerneområder. Efter en hård start, hvor man skulle indstille sig på en branche, der ikke var synderligt investeringslysten i kriseårene, så er salget til dækdistributører og vulkanisører ved at røre på sig.
- Vi har syv maskiner, der er betalt og bare afventer importtilladelse til Venezuela. Derudover gik de sidste tre ordrer til Taiwan, USA og Saudi Arabien, forklarer Lars Jørgensen, og fortsætter:
- Men vi har naturligvis også fokus på de nære markeder. Næste gang står der Finland på flybilletten, hvis jeg husker ret.
Fakta:
Just Easy Tools producerer udstyr til at håndtere tunge hjul og dæk. Udstyret bliver brugt både inden for distribution og produktion til håndtering af stakke af lastbildæk - eller til montering og håndtering af store hjul på for eksempel traktorer og entreprenørmaskiner.
10 plus 10 Eksport er et firma, der tilbyder sig selv til etablerede virksomheder, som ikke har størrelsen til selv at håndtere eksportsalg til de internationale markeder. Indtil videre har de specialiseret sig i salg i EU og Østeuropa, men har på det seneste strakt sig ud over flere verdensdele.