Millioner til erhvervsuddannelserne

Regeringen foreslår at give erhvervsuddannelserne 660 mio. kr. årligt fra 2030 til en styrkelse af uddannelserne.
Regeringen vil give skolerne frihed til lokalt at vurdere, hvordan de skaber et godt fagligt og socialt miljø, skriver Undervisningsministeriet i en pressemeddelelse.
Regeringen vil blandt andet styrke lærernes kompetencer.
Undervisningsministeriet skriver, at erhvervsuddannelserne allerede på mange måder er en succes. Langt størstedelen af eleverne trives.
Men der er et stort frafald fra uddannelserne. Omkring fire ud af ti unge falder fra på erhvervsuddannelserne. Med det ny udspil vil regeringen sørge for, at færre unge falder fra.
Ros fra SMV Danmark
Udspillet fra regeringen får ros fra erhvervsorganisationen SMV Danmark.
- Det er vigtigt for dansk erhvervsliv, at vi får uddannet flere og dygtigere faglærte. Og det er jeg overbevist om, at vi får med det udspil, regeringen er kommet med, siger Kasper Munk Rasmussen, uddannelseschef i SMVdanmark, i en pressemeddelelse.
I erhvervsorganisationen er man positiv over for, at en stor del af midlerne bruges som et såkaldt taxameterløft, der generelt løfter erhvervsuddannelsernes økonomi:
- Det er fornuftigt, at midlerne går direkte til uddannelserne, så de lokalt kan bruges der, hvor behovet er størst. Det kan blandt andet gå til moderne maskiner og materialer, da det er helt afgørende, at erhvervsuddannelserne følger med den teknologiske udvikling, siger Kasper Munk Rasmussen.
Han er glad for, at regeringen vil sætte ind på at løfte lærernes kompetencer.
- Desværre har lærerne på erhvervsuddannelserne i dag ikke altid de kompetencer, de skal have. Nu bliver der sat øremærkede midler af til løbende at sikre efteruddannelse af lærerne inden for blandt andet digitalisering og den grønne omstilling, og det er meget positivt, for det betyder, at der kommer dygtigere lærlinge ud til virksomhederne, siger Kasper Munk Rasmussen.