23948sdkhjf

Aftalen er skrevet under: Vil bygge arktiske skibe i Danmark

Konsortiet bag de kommende arktiske skibe til Forsvaret har indlemmet et nyt medlem med intentionen om at bygge og servicere de tre flådeskibe

Forsvarets nye arktiske skibe skal bygges i Danmark.

I hvert fald hvis det står til konsortiet Danske Flådeskibe (tidligere Danske Patruljeskibe). Det har selskabet netop offentliggjort i en pressemeddelelse.

Nyheden kommer i forlængelse af, at der er skrevet under med en ny virksomhed, der indtræder som medlem i konsortiet.

Der er tale om ingeniør- og entreprenørvirksomheden Semco Maritime, som har hjemme i Esbjerg. Selskabet skal gøre konsortiet bedre i stand til at servicere de nye skibe og eventuelt også bygge dem, hvis de skulle få opgaven.

- Dansk produktion af militære skibe er den hurtigste måde at sikre kapacitet og forsyningssikkerhed til Forsvaret i de kommende år, siger Hans Schneider, adm. direktør i Danske Flådeskibe K/S, i pressemeddelelsen.

Klar i 2029

Konsortiet understreger, at Semco Maritime har eksisterende faciliteter på havnen i Esbjerg med mulighed for ekspansion. Derudover har havnen en god strategisk placering og status som NATO-havn.

Derfor ser Hans Schneider også indlemmelsen af Semco Maritime som en mulighed for at komme til at bygge mere end de tre arktiske skibe i fremtiden:

- Med Semco Maritime som en del af Danske Flådeskibe K/S kan vi levere hele pakken til Forsvaret, når det gælder både topmoderne fregatter og arktiske skibe – lige fra design, udrustning og søsætning til service af de færdige skibe, siger Hans Schneider i pressemeddelelsen.

Dansk produktion af militære skibe er den hurtigste måde at sikre kapacitet og forsyningssikkerhed Hans Schneider, administrerende direktør i Danske Flådeskibe K/S

Konsortiet forventer at kunne levere det første skib til Søværnet i 2029.

Med Semco Maritime ombord består ejerkredsen bag Danske Flådeskibe K/S nu af forsvarsvirksomheden Terma, Odense Maritime Technology, pensionskassen PensionDanmark og Semco Maritime. Konsortiet sigter mod at skabe en stærk dansk tilstedeværelse i produktionen af fremtidens flådeskibe.

Initiativet sker på baggrund af regeringens og forsvarsforligskredsens beslutning om at anskaffe nye arktiske patruljeskibe til at styrke Danmarks militære kapacitet i nordlige farvande.

De arktiske flådeskibe

  • I juni 2021 besluttede forsvarsforligskredsen at igangsætte et udviklingsprojekt for en ny type patruljeskibe til Forsvaret, der skal sikre dansk suverænitetshævdelse på havet og løse havmiljøopgaver.
  • I juni 2023 pegede FMI på konsortiet Danske Patruljeskibe K/S som totalleverandør af design, systemintegration, konstruktion og vedligeholdelse af seks nye patrulje- og miljøskibe på 80-90 meter til en stykpris på over 1 mia. kr.
  • I januar 2025 ændrede regeringen sin bestilling og bad i stedet om nye arktiske skibe til at arvtage for Thetis-klassen.
  • Konsortiet har siden skiftet navn til Danske Flådeskibe K/S og består af Terma, OMT, PensionDanmark og nu også Semco Maritime.
  • Ifølge aktstykket har staten afsat 435,1 mio. kr. til konsortiets arbejde i 2023-2025 med ingeniører, arkitekter, militæreksperter og andre rådgivere. Derudover har en lækket dokument, som DR har set, afsløret en yderligere bevilling på 300 mio. kr.
  • Det første danske patruljeskib står ifølge konsortiet klar i 2029.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063