23948sdkhjf

Nu skal rustfri stål ikke gensmeltes – men genbruges direkte fra skrotbunken

Alt for mange danske produktionsvirksomheder omsmelter rustfri stål i udlandet. Det vil nyt projekt ændre på, så rustfri stål i højere grad genbruges

Langt flere danske produktionsvirksomheder skal fremover genbruge rustfri stål, frem for at sende det til gensmeltning ud af huset. Det er missionen for et nyt projekt, som Industriens Fond står bag til knap 7 mio. kr. i. 

Projektet er en del af en større satsning inden for cirkulær produktion i Danmark.

- Danske virksomheder skal være bedre til at genvinde rustfri stål direkte og lokalt. I dag er det ofte billigere for virksomhederne at videresælge rustfri stål til smelteværker i udlandet frem for at sortere, karakterisere og recirkulere materialet direkte. Der mangler gode forretningsmodeller og incitamenter til at sikre skala og effektivitet i udnyttelsen af rustfri stål, hvilket er et vigtigt fokus i projektet, siger programansvarlig for bæredygtig produktion i Industriens Fond, Anders Ziegler Kusk, i en pressemeddelelse.

Ikke nogen nem opgave

Projektet er et samarbejde mellem Produktionsklyngen Made, DTU og Industriens Fond samt øvrige partnere, der består af både virksomheder og videninstitutioner.

- Vi glæder os til at inspirere Produktionsdanmark og vise, at det er muligt at genbruge rustfri stål – også lokalt i Danmark ved at skabe en metodik. Det er ikke nogen nem opgave, men vi er i fuld gang med at mobilisere økosystemet, og heldigvis har vi partnere som blandt andet Grundfos, Asgaard Metals og AH Metal Solutions, der er klar på at gå forrest, siger Nigel Edmondson, CEO i Made.

Projektet vil altså overbevise andre om, at cirkularitet kan lade sig gøre – og kan betale sig:

- Det skal ske med skræddersyede virksomhedsforløb, hvor viden herfra skal deles vidt og bredt for at sikre et industrielt gennembrud og få opskaleret den cirkulære produktion i Danmark og få klarlagt, hvilke nye kompetencer dette skift kræver, siger Lektor Niels Skat Tiedje, DTU Construct.

Direkte genbrug af restmateriale

Grundfos deltager i projektet for at udvikle nye metoder, der kan nedbringe deres klimaaftryk i fremstillingen af rustfri underkomponenter til pumper. De bruger 12.000 tons rustfri metalplader om året.

- Vi bruger rustfrie komponenter til rigtig, rigtig mange af vores produkter. Vi er dog meget bevidste om, at den største del af klimabelastningen, er i selve komponentfremstillingen, stadig kommer fra netop vores forbrug af råmaterialer, siger Kasper Mygind Madsen, chief engineer i Grundfos. 

- Derfor er det meget vigtigt for os at arbejde med nye tiltag, der kan være med til at reducere denne belastning. Vi ønsker direkte genbrug af restmaterialet, frem for at sende det til gensmeltning, som vi gør i dag. Så kan vi selv genbruge det i vores produktion - eller andre virksomheder kan få værdi af skrottet. Vi håber, det kan være med til at tilpasse dele af - ikke bare vores, men også mange andre danske virksomheders - forsyningskæde.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.047