Lempelse af EU-regler kan gå ud over nordiske virksomheder

EU-Kommissionens forslag om regelforenkling, som EU-Parlamentet skal stemme om i denne uge, kan få den grønne omstilling til at gå i stå og gå ud over nordiske virksomheder.
Det mener SF's Kira Marie Peter-Hansen, der i EU-Parlamentet repræsenterer gruppen De Grønne.
Den såkaldte omnibuspakke for bæredygtighed skal mindske bureaukratiet ved blandt andet at reducere mængden af rapporteringskrav.
- Jeg frygter, at det kan få udviklingen til at gå i stå. Jeg frygter også, at det kommer til at gå ud over de nordiske virksomheder, fordi det i høj grad er mange af vores virksomheder, der er gået forrest i den grønne omstilling, siger Kira Marie Peter-Hansen.
Ifølge hende kan det svække de nordiske virksomheders konkurrenceevne, hvis andre lande ikke længere skal følge trop på EU-Kommissionens rapporteringskrav.
Hun mener, at det er uretfærdigt for de virksomheder, der er gået i gang med rapporteringen.
Fra 2025 skal de første 80 danske virksomheder indsende deres rapportering om bæredygtighed.
Virksomhederne skal blandt andet rapportere om miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige forhold i virksomhederne.
Det var en del af EU-Kommissionens forslag til at fremme den grønne omstilling i EU. I februar 2025 foreslog kommissionen at lempe reglerne for rapportering for at gøre EU mere konkurrencedygtigt.
Ifølge Kira Marie Peter-Hansen er det et skridt i den forkerte retning.
- Det er et problem, hvis vi ikke sørger for, at vores lovgivning er tilpasset det marked, vi gerne vil have, men det marked, der var der engang, som vi jo alle ved, er det marked, vi skal væk fra, når det gælder grøn omstilling, siger hun.
Hos De Grønne er man særlig kritisk over for forslaget om, at det kun er de store virksomheder med over 1.000 medarbejdere, der skal følge rapporteringskravene.
- Vi er især kritiske over for, at man undtager omkring 80 procent af virksomhederne fra at lave bæredygtighedsrapportering, siger Kira Marie Peter-Hansen
- Det, synes jeg, er for mange. En stor del af dem har et stort miljømæssigt ansvar.
/ritzau/