BSB Industry etablerer sig på vækstmarked

En af Danmarks største leverandører af stålkonstruktioner og supply chain-løsninger til industrien, BSB Industry, har nu taget et markant skridt ind på det amerikanske marked.
Med etableringen af en ny afdeling i USA sigter virksomheden mod at styrke sin position og imødekomme den stigende efterspørgsel fra amerikanske kunder.
- Det er et led i vores strategi om at ekspandere forretningen og servicere vores kunder lokalt. Vi har allerede etableret kundekontakter i USA, og den øgede efterspørgsel samt behovet for lokal tilstedeværelse har gjort dette til et vigtigt parameter i konkurrencen, udtaler CEO Morten Krusborg i en pressemeddelelse.
Han fortæller til Metal Supply, at BSB Industry som en start har lavet aftaler med andre virksomheder i USA, der hjælper med leverancerne til de amerikanske kunder, men at man også er klar til at starte en egentlig lokal produktion.
En komplet lokal løsning til det amerikanske marked
BSB Industrys nye afdeling i USA tilbyder en komplet pakke, der dækker alt fra engineering til produktion, og samtidig med at kunne producere lokalt kan BSB Industry reducere kompleksiteten og logistikudfordringerne for sine lokale kunder.
- Vi skal være tæt på vores kunder i salgsfasen, produktionen, leveringen og servicen. At være i samme tidszone og fysisk tæt på de sites, hvor vores produkter skal bruges, minimerer fragtomkostninger, kompleksitet og lead time, samtidig med at vi kan sikre høj leveringssikkerhed og kvalitet, forklarer Jeppe Hedeager, ny country manager for USA.
Som udgangspunkt skal den amerikanske afdeling dermed kunne levere de samme typer af emner som man i dag kan få fra det europæiske setup.
Et marked i vækst inden for grøn energi
USA står over for en massiv udbygning af grøn energi, hvor onshore-vind spiller en central rolle. Vindprojekterne i USA er større end dem, vi kender fra Europa, og her ser BSB Industry et stort potentiale.
- Vi har over 20 års erfaring med at levere komplekse stål- og supply chain-løsninger til vindmølleindustrien. Med vores solide setup, som vi har gjort skalerbart de seneste år, kan vi nu tilbyde den samme høje kvalitet og service i USA, som vores kunder kender fra Europa. Vores ISO-certificeringer videreføres naturligvis, så vi er fuldt certificerede, siger Morten Krusborg.
Strategisk placering og fokus på lokalproduktion
Placeringen i Midtvesten er strategisk valgt ud fra forventningen om, at dette område vil opleve den største udbygning af landbaserede vindmølleparker de kommende år. Derudover giver placeringen adgang til en stor pulje af kvalificerede fabriksmedarbejdere i det amerikanske "rustbælte".
- For at blive den foretrukne partner i bæredygtig produktion er det nødvendigt at være i tæt dialog med kunderne og forstå deres behov og forretningskulturen. Det gør vi bedst ved at være til stede på markedet og arbejde tæt sammen med kunderne lokalt, samtidig med at vi skaber lokale arbejdspladser og understøtter den grønne omstilling, siger Jeppe Hedeager.
Næste milepæl på BSB Industrys vækstrejse
BSB Industry kan i september 2025 fejre sit 25-års jubilæum, og etableringen i USA markerer en vigtig milepæl for virksomheden.
- Virksomheden er nu et sted, hvor forretningen kører stabilt, men vi ser en naturlig bevægelse mod internationalisering, ikke kun lokalt, men globalt. Etableringen i USA er et skridt i den strategi, siger Morten Krusborg.
BSB Industry sender et klart budskab til både nuværende og potentielle kunder i USA:
- Vi er ”open for business” og klar til at levere komplekse stål- og supply chain-løsninger til industrien lokalt. Vi skaber værdi ved at reducere kompleksiteten for kunderne, levere totale løsninger og understøtte det lokale samfund og den grønne omstilling, afslutter Jeppe Hedeager.
Skal ikke være færre medarbejdere i Danmark
I dag er det kun få procent af BSB Industrys produktion, der eksporteres til USA, som ifølge Morten Krusborg, er der derfor reelt tale om et helt nyt marked for virksomheden.
Af samme grund forventer han heller ikke, at satsningen i USA betyder, at der bliver behov for færre medarbejdere på selskabets fabrikker i Lunderskov og Torún i Polen.
- Det kommer selvfølgelig an på, hvordan de globale markeder går. Der er jo en vis usikkerhed i verden lige nu. Vores plan er da ikke at nedgradere forretningen, den er at opgradere den, siger han.