23948sdkhjf

Nordjysk silomager har gjort sig CE-klar

Åbybro Maskinfabrik har brugt de seneste par år på at indarbejde CE-standarden, som er lovpligtig om godt et halvt år.
- Før lå papirerne og flød i hele produktionshallen, så nu er alting samlet på disse tavler, viser og fortæller Torben Hjorth, der er fabrikschef hos Åbybro Maskinfabrik i den lille nordjyske Limfjordsby Gjøl.

Fabrikken startede som et cykelværksted for 75 år siden, men i dag er det en del af Assentoft Silo og laver især sværvægtsprodukter som siloer og tanke til korn og cement og svære stålkonstruktioner til det skandinaviske eksportmarked.

Torben Hjorth kom for cirka to år siden til fabrikken. En hovedopgave for fabrikschefen har været at gøre maskinfabrikken CE-klar, når lovkravet træder i kraft i sommeren 2014, og han er selv ovenud tilfreds med certificeringsprocessen og hele arbejdet med at sikre kvaliteten af arbejdet.

Alle medarbejdere er med
Han fremhæver, at det er lykkedes at få medarbejderne til at tage ansvar for projektet. Erfarne medarbejdere med ancienniteter, der spænder fra 13 til 40 år i virksomheden.

Trin for trin har fabrikken indøvet alle nødvendige trin sammen med de enkelte medarbejdere, så ingen er i tvivl om, hvor der skal krydses af, hvad man skal kontrollere i produktionsprocessen. Og alle svejserne lever op til certifikatkravene.

- Vi har stille og roligt brugt halvandet år på at bygge det op, og vi har fået alle vores medarbejdere med, for det her er ikke noget, man ordner over en weekend ved at tage og smide en tyk manual i hovedet på sine medarbejdere, siger han.

Bekymret på branchens vegne
Han siger, at man sagtens kan købe en manual, som den Dansk Smedelaug har udgivet, men han mener ikke, at man bare kan følge en bog, som om det var opskriften i en kogebog.

- Reglerne siger, hvad man skal leve op til. De fortæller ikke, hvordan man kommer i mål, det skal enhver virksomhed selv finde ud af og lave sine egne kvalitetsmanualer. Man skal ikke tro, man kan følge en skabelon i en bog, siger han.

Når han betragter den øvrige metalbranche, så er han bestemt ikke imponeret over paratheden til næste års CE-krav, og han siger, at han er alvorligt bekymret for, om mange virksomheder overhovedet er klar til sommer.

- Når jeg hører om, at kolleger i branchen først nu er begyndt at gå til aftenmøder for at høre nærmere om CE-kravene, så tænker jeg virkelig, at de er kommet i gang i 11. time. Især når man tænker på, hvor lang tid vi har brugt, sukker han.

1. juli 2014 skal man være CE-klar:

Fra 1. juli 2014 skal alle stålkonstruktioner og aluminiumskonstruktioner i hele EU og i øvrige EØS-lande i Europa bære en gyldig CE-mærkning.

Artiklen er en del af temaet CE-mærkning.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.126