Nordjysk underleverandør konkurs
Svenstrup-virksomheden Strauss Hansen Maskinfabrik er blevet erklæret konkurs ved Skifteretten i Aalborg.
Strauss Hansen Maskinfabrik blev grundlagt i 1971 af Jørgen Strauss Hansen og blev i 2002 solgt til Henrik Viholm. Virksomheden har fungeret som underleverandør med hovedfokus på spåntagende bearbejdning af støbte emner i aluminium, støbegods, stål og stangmateriale.
Siden finanskrisens udbrud har Strauss Hansen Maskinfabrik dog kæmpet med røde tal på bundlinjen, og i regnskabsåret 2011/2012 blev det til et underskud før skat på 0,5 mio. kr. Ved udgangen af regnskabsåret var selskabet egenkapital negativ med 550.581 kr.
I 2012/2013 fik den negative udvikling virksomhedens ledelse til at søsætte en redningsplan. Den indebar blandt andet forhandling af nye principaftaler med virksomhedens største kunder, forhandling med kreditorer og pengeinstitut om at udskyde betalinger samt samling af produktionen på en fabrik.