23948sdkhjf

Metaltalenter ser frem mod Danmarksmesterskab

Klejnsmed Nicolaj Christiansen fra Kecon i Skælskør og industritekniker Jonas Mønster Madsen fra Ålsrode Smede- og Maskinfabrik ved Grenaa har kvalificeret sig til dette års finale i DM i Skills.
Klejnsmedelærlingene har fået stillet opgaven ”Ren By & Miljø”, og de seneste uger har Nicolaj været optaget af at finpudse de tegninger, han skal arbejde efter under konkurrencen. Han har designet og tegnet et bænksæt med indbygget affaldsspand.

- Det er fedt at være med, og jeg vil selvfølgelig gerne vinde, men jeg sætter ikke forventningerne for højt. Sidst jeg var med, kom jeg ikke videre fra regionsmesterskaberne. Det er jeg kommet nu, og så er det bare at give den gas og se, hvor langt det rækker, fortæller Nicolaj Christiansen.

Hos Kecon er produktionsleder Eskil Valaker stolt over sin lærling.

- De tegninger, han har udarbejdet til finalen, er helt i top, og han har forberedt sig godt. Vi er overbeviste om, at han klarer sig godt til DM i Skills, men om det bliver til guld, må tiden vise, fortæller Eskil Valaker.

Flot at være med
Jonas Mønster Madsen vil selvfølgelig gerne vinde, men han fokuserer lige så meget på det, han lærer i forbindelse med DM i Skills.

- Jeg glæder mig til konkurrencen, og det er en oplevelse, jeg kan tage med i rygsækken. Om jeg vinder eller ej, ligger i mine egne hænder. Jeg vil da gerne vinde, men jeg tager det, som det kommer, konstaterer han.

Leif Basse, som er indehaver af Ålsrode Smede- og Maskinfabrik, glæder sig naturligvis over sin lærling.

- Jonas har fortjent det. Han er utroligt pligtopfyldende, ihærdig og initiativrig. Han fik en førsteplads til regionsmesterskaberne, men det er ikke sådan, at vi nu forventer, at han også vinder DM. Det er bare flot, at han er med, siger Leif Basse.

Uddannelsessatsning bærer frugt
Begge virksomheder er medlem af DS Håndværk & Industri, og her glæder formand Jim Stjerne Hansen sig på de to lærlinges vegne.

- Vores medlemsvirksomheder uddanner mange lærlinge. Uddannelsesområdet fylder traditionelt meget blandt vores medlemmer, så det er dejligt, at det bærer frugt med to lærlinge, som skal kæmpe om mesterskabet inden for hver deres fag. Det er bestemt noget, vi er stolte over, siger Jim Stjerne Hansen.

DM i Skills er det årlige Danmarksmesterskab for unge fra erhvervsuddannelserne. Dette års DM i Skills løber af stablen i Gigantium i Aalborg den 23.-25. januar.

Artiklen er en del af temaet DM i Skills.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08