Fald i metalindustriens omsætning
Trods fald i både metal- og maskinindustriens omsætning fra tredje til fjerde kvartal 2013 er omsætningen højere end for et år siden.
Hos maskinindustrien faldt omsætningen fra 30,7 mia. kr. i tredje kvartal til 30,6 mia. kr. i fjerde kvartal. Men også her var omsætningen højere i 2013 end i 2012. I forhold til fjerde kvartal 2012 steg omsætningen i maskinindustrien således med 4,8 procent.
Industriens samlede omsætning, der udover salg af egne varer også omfatter salg af handelsvarer og serviceydelser mv., steg med 0,7 procent fra tredje til fjerde kvartal 2013. Udover medicinalindustrien, transportmiddelindustrien og råstofudvindingsbranchen oplevede de fleste branchegrupper fald i omsætningen fra tredje til fjerde kvartal.
Et blik på industriens salg af egne varer viser, af salget af maskiner og transportmidler steg fra 34,6 mia. kr. i tredje kvartal til 35 mia. kr. i fjerde kvartal af 2013. Det svarer ifølge opgørelsen fra Danmarks Statistik til en stigning på 1,2 procent. Tallene er korrigerede for sæsonudsving.
I samme periode faldt salget af føde- og drikkevarer 2,4 procent, hvorimod salget af olie, naturgas og andre råstoffer steg 3,0 procent. Samlet faldt industriens salg af egne varer 0,6 procent i fjerde kvartal.
![]() |
Kilde: Danmarks Statistik
Artiklen er en del af temaet Branchetal.