Danske forskere vinder EU’s svar på en Oscar
Forskerne, der har modtaget prisen ved en stor EU-konference i Athen, har udviklet en ny teknik til overfladebehandling af plastik.
Anders Kristensen forklarer, at plastproduktion er en miljøtung industri, hvor kemikalier og efterbehandling, for eksempel farvning og antirefleksbehandling af overflader, belaster miljøet og gør produktionen dyr. Fremtidens plastik gør det derimod muligt at skabe farver ved hjælp af nanostrukturer støbt på overfladen, hvor farven opstår ved, at de mikroskopiske strukturer reflekterer lyset på en særlig måde. Det gør farvepigmenter overflødige.
- Den samme forenkling vil gælde for affaldshåndtering af plastik. I fremtiden vil vi ikke længere skulle sortere og rense plastikprodukter før omsmeltning, fordi fremtidens plastik kun er plastik og intet andet. Du kan uden videre smelte materialet om, fortæller Anders Kristensen.
Et grønt samarbejde tager form
Fordelene er store for industrien, da det kun kræver små ændringer i produktionsapparatet at omstille til den nye grønne teknologi.
Derfor er Anders Kristensen og Theodor Nielsen (stifter og direktør for NIL Technology ApS), der sammen har opfundet teknologien bag den nye plastik, glade for, at de og deres team har fået mulighed for at arbejde tæt sammen med virksomheder fra industrien, hvor de sammen udvikler og afprøver fremtidens plastik.
Samarbejdet, der er en del af et stort europæisk forskningsprojekt Plast4Future, er ledet af Anders Kristensen og er nu så langt, at den nye plastik er klar til markedet om få år.
Inspireret af naturen
Miljørigtig produktion er en forudsætning for, at europæiske virksomheder overlever og skaber arbejdspladser i fremtiden. Fremtidens plastik åbner for uanede muligheder inden for masseproduktion, hvor reduktionen af plastdele vil revolutionere industrierne. Theodor Nielsen mener, at de først er ved at forstå omfanget af den nye teknologi, og siger:
- Vi har opnået så gode resultater allerede, at succesen med at erstatte farvepigmenter med nanostrukturer har fået os til at kigge mere på teknologien. Der er et enormt potentiale i at støbe egenskaber direkte på overfladen. I fremtiden bliver det formodentlig sådan, at vi støber de egenskaber ved en genstand, som vi har brug for.
Antidug, udsmykning, kopibeskyttelse af produkter og så videre er blot nogle områder, hvor de nye sprøjtestøbningsteknikker ifølge Theodor Nielsen vil kunne bruges.
Intelligente løsninger i naturen er inspirationen bag den nye plastik. Mange naturlige egenskaber skyldes mikrostrukturer på overflader for eksempel selvrensende blade hos planter, sommerfugles farver og mønstre, møls antirefleksøjne og så videre. Naturens smarte løsninger giver grobund for gode ideer, og de kan være svaret på fremtidens udfordringer, slutter forskerne.