23948sdkhjf

Derfor steg overskuddet trods mindre omsætning

Mere maskinarbejde og mindre metal igennem porten. Det er opskriften på en succesudvikling, mener man hos KP Komponenter.
For fem år siden udgjorde hydraulikkomponenter cirka 30 procent af omsætningen hos KP Komponenter og leverancer til vindmølleindustrien cirka 50 procent. I dag er der vendt op og ned på det forhold, og det er grunden til, at KP Komponenter i Spjald i Vestjylland tjener flere penge, selv om omsætningen er faldet.

- Vi startede med at investere kraftigt i hydraulikdelen i 2009, og det vinder vi på nu, siger Martin Krogh Pedersen, administrerende direktør hos KP Komponenter.

Paradokset er, at hvor omsætningen fra 2012 til 2013 faldt med 10 mio. kr. og landede på 367 mio. kr., så er overskuddet øget med godt 20 mio. kr. Fra et plus på 13 til et plus på 34 mio. kr.

Mere gang i maskinerne
Forklaringen på paradokset er enkelt. Cnc-centrene i Spjald kører stærkere end nogensinde. I stedet for vækst i omsætning, fordi der langes mere stål over disken, har KP Komponenter haft vækst i aktiviteterne på 9 procent, og det har gavnet indtjeningen markant fra 2012 til 2013.

Det har man gjort ved at mindske fokusset på vindmøller og i stedet satset på komponenter til europæisk hydraulikproduktion. Det er der typisk flere maskinprocesser i for en underleverandør, end der er med vindmøllekomponenter. Både slibning, honing, termisk afgratning og senest også højtryksvandafgratning, nævner Martin Krogh Pedersen. Processer, som gør, at man kan lave et færdigbehandlet emne, som kan glide direkte ind i aftagerens produktion.

- Det gør, at vi kan få en større værditilvækst på de enkelte emner.

Kernen er bearbejdning
Han påpeger, at man som underleverandør ikke lever af at købe og sælge materialer. Det er der grossister, som er dygtige til. Man lever derimod af, at der er gang i maskinerne, og at man med maskinarbejde kan øge værdien af et stykke metal.

- Det er vores fokus at sælge så mange cnc-timer som muligt. Om det er til den ene eller anden branche, det er vi græsk katolske over for. Kernen i vores virksomhed er at bearbejde emner.

Tidligere stod vindmølleopgaverne for halvdelen af virksomhedens omsætning. Den andel er med hydraulikopgavernes fremmarch reduceret til cirka 20 procent.

Ikke mere vækst på vindmøller
Mens vindmølleproducenterne konstant forsøger at gøre møllerne mere kosteffektive at producere, så oplever KP Komponenter, at vindmølleproduktionen generelt kræver mindre bearbejdning.

- Jeg tror, man har formået at standardisere produkterne, så det kan udbydes til flere lande og således, at der er mindre behov for tætte partnerskaber med danske underleverandører, siger Martin Krogh Pedersen.

KP Komponenter vil dog fortsat arbejde for vindmølleindustrien. Men det er bare ikke der, vækstpotentialet findes, påpeger han.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094