23948sdkhjf

Maskinservicefirma opkøber endnu en konkurrent

Vejlensiske Bast & Co kan med opkøbet af endnu en konkurrent – Hans Erik Misser ApS i Korsør – tilbyde den fulde service af slibemaskiner fra den hæderskronede danske producent Jakobsen.
Producenten Svend Jakobsen Maskinfabrik har en særdeles vigtig plads i den danske industrihistorie. Virksomheden blev grundlagt i 1942 og har siden leveret omkring 13.000 slibemaskiner til værksteder overalt i verden, hvoraf de fleste stadig er i brug og kræver vedligeholdelse.

Mekanikspecialisterne Bast & Co overtog for et år siden alle Jakobsens aktiviteter. Nu har Vejle-virksomheden gjort rent bord i branchen og opkøbt konkurrenten inden for servicering af slibemaskinerne. Der er tale om forretningen Hans Erik Misser ApS, der i næsten en menneskealder har specialiseret sig i den elektroniske styring af maskinerne.

360 graders vedligeholdelse
Indehaver Hans Erik Misser drosler gradvist ned for at kunne nyde sit otium og vil gerne overlevere sin tekniske viden, så den ikke går tabt. Han oplærer derfor den erfarne elektromekaniker Simon Bast fra Bast & Co, som ser stor nytte af den nye fagkundskab.

– Hans Erik Misser har mange års erfaring og er virkelig en specialist på det elektroniske i de her planslibemaskiner. Vi kan lære rigtig meget af ham. Nu, hvor Hans Erik er i vores stald, kan vi tilbyde kunderne 360 graders vedligeholdelse og reparation af Jakobsen-maskinerne. Det betyder meget for vores kunder, at de kun skal ét sted hen for at få den komplette service, forklarer Simon Bast, der – sammen med andre medarbejdere – har overtaget Bast & Co efter faderen, Helge Bast, som grundlagde virksomheden i 1993.

Optimal løsning for alle
68-årige Hans Erik Misser har længe overvejet mulighederne for at trække sig tilbage. Men hvad gør man, når man står med en helt specifik viden, som kunder i Danmark og hele Europa fortsat efterspørger? Løsningen for Hans Erik Misser blev altså at lade sig opkøbe af konkurrenten og lære alle sine hemmeligheder fra sig, hvilket passer den sjællandske maskinveteran glimrende.

– For mig at se er dette den optimale løsning. Både for mig, for Bast & Co og for alle kunderne. Og det går heldigvis rigtig godt. Simon Bast er en god elev, der ved en masse i forvejen. I begyndelsen var jeg på værkstedet næsten hver dag, men nu kan han klare meget selv. Problemet med de her maskiner er, at mange komponenter er specialfremstillet og ikke længere fabrikeres, så det er enormt vigtigt, at mekanikeren ved, hvad han laver, fortæller læremesteren, der typisk drager fra Korsør til Vejle to eller tre gange ugentligt.

En guldgrube af viden
Jens Hansen, der er administrerende direktør for Bast & Co, er glad for nu at have samlet al tilgængelig Jakobsen-viden under ét tag, så kunderne kan blive endnu bedre hjulpet. Samtidig er han sikker på, at opkøbet vil betyde flere ordrer, og direktøren ser også nye forretningsmuligheder i virksomhedsovertagelsen.

– Vi vil gerne ind på markedet for totalrenovering af ældre maskiner. Altså en gennemgang fra A til Å, hvor vi skiller alt ad, smører og justerer og samler det igen, så både mekanik og elektronik fungerer optimalt mange år frem. Det ved jeg, mange af vores kunder efterspørger, og med vores nye ekspertviden om den elektroniske del kan vi levere totalløsninger, siger Jens Hansen, som er imponeret over det skatkammer af viden, Bast og Co. nu har fået koden til. Direktøren anser det således ”ikke for usandsynligt”, at medarbejderstaben vil blive udvidet på baggrund af opkøbet.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093