23948sdkhjf

AVN Teknik fik styr på de interne processer

Når virksomhederne i jern- og metalindustrien efterspørger stadig mere komplekse løsninger, giver det industriens leverandører nye udfordringer. InnovationsAgenterne har hjulpet AVN Teknik til at håndtere og optimere nye processer og arbejdsmetoder.
I over 70 år har AVN Teknik leveret værktøj til danske industrivirksomheder inden for metal-, auto- og byggebranchen. I starten med fokus på import og salg af enkeltstående komponenter. Men i de senere år har AVN Teknik mærket en forandring i markedet, der kræver nye måder at arbejde og levere varen på.

- Kunderne begynder at efterspørge stadig mere komplekse leverancer. Vores forretning ændrer sig gradvist fra, at vi tidligere solgte enkeltstående komponenter til at blive systemleverandør, forklarer Carsten Fischer, direktør i AVN Teknik, der specialiserer sig i montageløsninger og opbygning og optimering af produktionslinjer i industrien.

Plads til forbedring
Udviklingen hen imod mere komplekse løsninger gav AVN Teknik nogle udfordringer både internt og eksternt i organisationen. InnovationsAgenterne har vejledt virksomheden i, hvordan de kunne overkomme de nye udfordringer. Carsten Fischer forklarer:

- Vi var ikke dygtige nok til at samarbejde og styre de interne processer. Vi kommunikerede ikke godt nok, og derfor løb vi ind i for mange hovsa-løsninger. Vi brugte for meget tid på at få skabt et overblik, og det gik ud over kunderne. Det skulle der gøres noget ved.

InnovationsAgent Poul Skouboe supplerer:

- Vi blev enige om, at kunderne primært opfattede AVN Teknik som leverandør af enkeltkomponenter og i mindre grad som leverandør af samlede systemer. Derfor fokuserede vi vores Innovationstjek på at gøre AVN i stand til at udfylde den nye rolle.

Lavede en projektplan
Den proces InnovationsAgenterne satte i gang førte videre til en bevilling på 100.000 kr. gennem Uddannelses- og Forskningsministeriet til udvikling af virksomheden. Det muliggjorde blandt andet, at AVN Teknik med rådgivning fra eksperter fra GTS-instituttet Delta kunne afholde en række workshops med deltagelse af medarbejdere fra alle dele af virksomheden.

- Vi kortlagde forløbet fra salg og hele vejen igennem til leverance og efterfølgende service, forklarer Carsten Fischer.

- Vi beskrev alle processerne detaljeret og fik efterfølgende udarbejdet en standardiseret projektplan, som alle vores projekter skal følge. Det betyder, at vi nu har fået et værktøj til at kommunikere internt om hvert projekt. Dertil kommer faste fredagsmøder, hvor vi gennemgår planerne og kan gribe ind, når der opstår problematikker. Projektplanen er blevet den fælles reference, der er forudsætningen for, at vi gennemfører leverancerne så effektivt som muligt og dermed fastholder en høj kvalitet og kundetilfredshed plus et tilfredsstillende dækningsbidrag på den enkelte leverance, fortsætter han.

- Det er uhyre simple tiltag, men engang imellem så kræver det, at det er andre udefra, såsom InnovationsAgenterne, der kan se klart og formidle de værktøjer, som der skal arbejdes med for at få arbejdsgangene og processerne justeret ind.

Har minimeret hovsa-løsningerne
AVN Teknik har nu knap halvandet års erfaring med det nye styringsværktøj, og ifølge Carsten Fischer kan det ses på bundlinjen.

- Vi har minimeret hovsa-løsningerne og brandslukningen, og det kan klart ses på bundlinjen. Desuden har vi fået større kapacitet, fordi vi arbejder mere effektivt og rationelt. Også det forbedrer vores forretning, slutter Carsten Fischer, der også mener, at kundernes efterspørgsel efter systemleverancer vil øges fremover.

- Det er jo en generel tendens i dansk industri, at både produkter og produktionsprocesser bliver stadig mere komplekse. Vi følger med og føler nu, at vi har gearet AVN Teknik til de nye udfordringer.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079