Metalindustrien hylder sine bedste lærlinge
Fredag uddeler Metalindustriens Uddannelsesudvalg sin årlige lærlingepris, ML-Prisen, til 25 af Danmarks mest talentfulde lærlinge.
De 25 lærlinge har alle afsluttet svendeprøven med et 12-tal, men det er ikke kun de faglige evner, der spiller ind. Også sociale kvaliteter vægtes højt i udvælgelsen, så fælles for alle vinderne er, at de også er gode kammerater og kolleger. Det er skoler og virksomheder, som i fællesskab indstiller lærlingene til prisen.
En pris, der betyder noget
Lærlinge, der tidligere har fået prisen, peger på, at den har betydet noget for dem og deres karriere. Klaus Maagaard er uddannet klejnsmed og fik en ML-Pris i 2010. Han er i dag 24 år, og når han ser tilbage på, hvad den har betydet for ham, er det ikke så lidt endda.
- ML-Prisen betød i første omgang, at jeg blev positivt kendt blandt virksomhederne i mit lokalområde. Jeg fik et godt ry, og det har hjulpet mig, så jeg ikke har haft problemer med at finde arbejde siden, siger Klaus Maagaard, der i dag selv har lærlinge i firmaet.
- Jeg har et godt blik for, hvad man skal kigge efter hos de unge for at sikre et godt match mellem virksomhed og lærling. Jeg er også med til at guide og vejlede dem, hvilket er rigtig fedt, lyder det fra Klaus Maagaard.
Faglærte er uundværlige for Danmark
I Metalindustriens Uddannelsesudvalg, der er afsender af prisen, er man meget opmærksom på, at der skal uddannes flere dygtige lærlinge. Det er nemlig det, som industrien efterspørger. Og efterspørgslen bliver kun større.
- Dygtige faglærte er en væsentlig forudsætning for at bevare og udvikle produktion i Danmark. Derfor glæder vi os over de nyudklækkede faglærte inden for metalindustrien, som har gjort sig fortjente til ML-Prisen 2014. Virksomhederne er dybt afhængige af faglærte, der kan være med til at udvikle nye produkter i et tæt samspil med andre medarbejdere. Det kan de unge her, som både har vist fagligt overskud og sociale kompetencer af bedste karakter, lyder det samstemmende fra Lone Folmer Berthelsen, uddannelseschef i DI, og Per Påskesen, forbundssekretær i Dansk Metal, der er henholdsvis formand og næstformand i Metalindustriens Uddannelsesudvalg.