23948sdkhjf

Eksperter diskuterer havvindmølle fundamenter

På dagens LORC Symposium bliver der sat fokus på udfordringerne ved fundering af havvindmøller.
Fundamenterne skal være billigere, smartere at producere og de skal kunne holde til mere og i længere tid. Løsningerne vil knap 70 internationale eksperter diskutere, når de i dag mødes til LORC Symposium 2014.

"Fundamenter og supportstrukturer til havvindmøller tegner sig i dag for en væsentlig del af omkostningerne forbundet med etablering af havvindmølleparker. Og kravene bliver kun større i fremtiden, når parkerne rykker længere ud på havet, på dybere vand end i dag. Der er simpelthen ingen vej udenom: omkostningerne skal ned – også for den del der foregår i havbund og under vand", siger Torben Lorentzen, leder af det testcenter for store komponenter og substrukturer, som LORC pt. etablerer på Lindø.

Innovation, bølgelaster og produktion af fundamenter. Under disse tre overskrifter vil firmaer som Rambøll, Universal Foundations og Siemens præsentere deres bud på fremtidens fundamenter og innovative løsninger. Ralph Nichols, Senior Fellow Engineer, fra Savannah River National Laboratory i USA vil præsentere resultater fra et studie af bølgelaster på offshore fundamenter og sammen med repræsentanter fra bl.a. Cowi og DHI sætte fokus på havmiljø og dets betydning for fundering af møller. Endelig vil produktion blive berørt af Steen Ussing fra Force Technology og Erik Rønholdt fra Bladt Industries.

Der ud over vil Symposiets tre hovedtalere sætte fokus på innovative fundamentløsninger. Bl.a. vil Force Technology’s norske afdeling fortælle om erfaringerne med flydende fundamenter. Og dagen slutter af med et besøg på Bladt Industries’ produktion i Lindø Industripark, hvor produktion af jacket strukturer til en havvindmøllepark i Østersøen er i fuld gang.

"Det bliver en meget spændende dag for alle, der interesserer sig for udvikling af fremtidens havvindmølleparker," siger Torben Lorentzen.

LORC etablerer testcenteret for komponenter og fundamenter i samarbejde med Force Technology. Testcenteret skal indeholde et testsite til offshore fundamenter i fuld størrelse, et meget stort klimakammer samt et såkaldt ’strong floor’, hvor man kan levetidsteste komponenter ved at udsætte dem for ekstreme laster.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093