Maritime virksomheder ansætter uddannelseskoordinator
Tre virksomheder i Frederikshavn er gået sammen om at ansætte en uddannelseskoordinator, der skal sikre flere lærlinge på virksomhederne og en bedre kvalitet i uddannelsen. Det langsigtede mål er, at sikre faglært arbejdskraft i fremtiden.
"Hvis ikke vi gør noget, vil det i fremtiden betyde, at vi ikke kan besætte de jobs, vi har i dag. Vi ønsker derfor sammen at tage ansvar for, at vi får flere lærlinge ind på vores virksomheder, og at vi højner kvaliteten af deres uddannelse her og på skolen," siger John Ditlev, afdelingsleder og lærlingeansvarlig på MAN Diesel og Turbo i Frederikshavn og talsmand for de tre virksomheder bag ordningen.
MAN Diesel og Turbo i Frederikshavn har i dag 98 faglærte medarbejdere med en gennemsnitsalder på 46 år. På sigt vil de komme til at mangle timelønnede medarbejdere, hvis ikke de får uddannet og ansat flere unge faglærte. MAN Diesel og Turbo har otte skibsmontører og en industritekniker i lære, Vestergaard Marine Service har 18 lærlinge og Orskov Yard har 12 lærlinge.
Den maritime uddannelseskoordinator får blandt andet til ansvar at følge lærlingene tæt, højne kvaliteten af uddannelserne i tæt samarbejde med uddannelsesinstitutionerne, administrere elevaftaler og koordinere turnusordninger for lærlingene mellem de involverede virksomheder. Virksomhederne beholder ledelsesretten, og deres lærlingeansvarlige skal sammen med koordinatoren sikre det faglige niveau i læretiden.