Brasilien-Danmark tur/retur
20 motorer fra den brasilianske producent WEG sendes snart fra Danmark tilbage til Brasilien, hvor de skal bruges som indmad i oliepumper til et større industrianlæg.
De rådgivende ingeniører har foreskrevet anvendelse af WEG-motorer i projektet, men det er en dansk koncern, der står for opbygningen af maskiner til industrianlægget til Brasilien, og de skal bygges og testes her i landet.
- Denne ordre kom ærlig talt lidt bag på mig. Da vi fik forhandlingen af WEG-motorer i Danmark, havde jeg ikke forestillet mig, at vi ville blive involveret i den form for reeksport. Efterfølgende har vi imidlertid haft flere henvendelser fra andre maskinbyggere, der skal levere anlæg til Sydamerika, så der åbner sig nogle nye perspektiver for os. Brasilien har en stor og hurtigt voksende økonomi, og flere af de helt store danske virksomheder har et rigtig godt øje til Brasilien, fortæller Torben Olsen, indehaver af Ølgod Elektro A/S.