JK Metal fortsætter vækst gennem krisetid
Flot vækst gennem 7 år hos JK Metal beviser, at der er plads til underleverandører med stærke håndværksmæssige kompetencer, men det har krævet mod til at ændre kurs.
En produktionshal er blevet til to, og en tredje er på vej. Hvad er det egentlig, at den pladebearbejdende underleverandør har gjort rigtigt, blev den produktionsansvarlige Kim Nissen spurgt:
- Vi var heldige at starte på det rigtige tidspunkt. Der var et opsving i gang, og dermed et marked i vækst. Jeg er glad for, at vi ikke skulle starte i 2009, siger Kim Nissen, og fortsætter med et skælmsk blik til den allestedsværende Jan Nielsen fra Trumpf:
- Vi er løbende blevet sporet ind på den rigtige vej af en energisk maskinhandler, og så har vi haft et godt netværk og været heldige med at overtage opgaver fra konkurrenter, der har måttet give op.
Forankret i faglighed
- Fagligheden er vores helt centrale styrke. Det gælder for alle medarbejderne, og det er et centralt argument over for kunderne, understreger Kim Nissen.
Det oprindelige koncept med udelukkende at udføre enkelt arbejde med stans og buk er blevet ændret, således at virksomheden i dag gerne vil påtage sig hele opgaver, der også indeholder svejs, delmontage og overfladebehandling.
- Havde vi fulgt den oprindelige forretningsplan, havde vi ikke været her i dag. Fleksibel produktion og færdige løsninger er nøglen til, at vi fortsat er her, fremfører Kim Nissen.
Netop eksempler herpå er at finde i en af produktionshallerne. Her står en række færdige kabinetter til trafikstyringsskabe, der skal leveres til en svensk slutkunde. Skabene er overfladebehandlede, og man skal ind i skabet for at finde samlingerne, og det er en tydeligt stolt produktionsansvarlig, der viser emnerne frem:
- Kabinetterne er lavet i aluminium, og vi har brugt vores panelbukker fra Salvagnini til at fremstille et særligt svøb, så der er et minimum af samlinger på emnet.
Et andet eksempel er facadeplade i kobber med huller, der får det til at se ud som om, der løber vand ned af pladen. Det er til et kendt smykkehus i København, lyder det hemmelighedsfuldt.
Vækst også fremover
JK Metal er et eventyr, der endnu ikke er slut. Tværtimod er de to ejere i gang med strategiske overvejelser for fremtiden:
- Hidtil har vi klaret os godt med vores faglige værdier og dygtighed. De næste skridt kommer til at omhandle udvikling inden for produktionsstyring, og måske skal vi også se på, om vi skal være mere aktive på salgssiden. Vi har i høj grad benyttet vores netværk, men vi vil gerne have en sælger med ombord, forklarer Jesper Lørup, der er den anden medejer og salgsansvarlig.
Begge er enige om, at det er vigtigt at vokse på den rigtige måde:
- Grundlæggende skal vi vækste gennem at være gode til det samme, som vi er gode til i dag. Men vi skal også have øjnene åbne overfor nye muligheder. Eksempelvis kunne jeg da godt tænke mig en laserskærer, drømmer Jesper Lørup.
Virksomheden arbejder i alle materialer, men der er alligevel en trend mod et bestemt metal:
- Aluminium er i vækst. I starten arbejdede vi mest i rustfri, men nu er der nok mindst ligeså mange opgaver i alu, og vi har derfor løbende opgraderet os, så vi er i stand til at levere færdige løsninger i høj kvalitet med aluminium, understreger Kim Nissen.