Samarbejde optimerer svejsning hos Jubo Rustfrit Stål
Et samarbejde mellem leverandør, virksomhed og slutkunde har resulteret i en tidsbesparelse og bedre produkt efter at Jubo Rustfrit Stål har investeret i en svejserobot fra Motoman.
Manipulatoren er et 2-stationssystem, der kan klare en last på 500 kilo per side. Hver station er 2 meter lang og kan svejse emner i en størrelse på Ø1300 millimeter i omskrevet cirkel. Som svejsekilde benyttes en Kemppi puls-svejser, der svejser MIG svejsning i de rustfaste flowmålere, der produceres i cellen. Det var et samarbejde mellem Motoman robotcenter Danmark A/S, Jubo og slutkunden, der muliggjorde, at flowmålerne nu kan svejses ved hjælp af robot og ikke som før, hvor al svejsning foregik manuelt.
- Det er et samspil mellem tre interessenter der har optimeret emnet. For at det overhovedet skulle kunne lade sig gøre at robotsvejse emnerne, skulle designet være anderledes, fortæller produktionschef Jesper Larsen.
- Men vi er alle godt tilfredse med resultatet, der har givet slutbrugeren et bedre produkt med endnu mere kvalitet i målingerne. Det skulle gerne betyde et øget salg af produktet og så er vi alle tilfredse.
Frigiver kapacitet
Svejserobotten har givet virksomheden et positivt problem.
- Vi kan mærke, at vi har forøget vores kapacitet, så vi på sigt skal ud og finde yderligere svejsearbejde for at udnytte kapaciteten optimalt, siger Jesper Larsen.
- Erfaringsmæssigt ved vi at produkterne normalt bliver svejst 5-6 gange hurtigere end ved manuel svejsning, og det er også mindst tilfældet her, mener salgsingeniør Allan S. Nielsen fra Motoman.
Der er ikke foretaget endelige kalkulationer på tidsbesparelsen endnu.
- Vi har kun bestilt et svejseværktøj i første omgang, så det er kun den ene station, der er i brug. Det betyder, at svejseren står stille mens vi skifter emne, og derfor kan vi ikke få et retvisende billede endnu, forklarer Jesper Larsen.
- Grunden til at vi kun har bestilt et værktøj er, at det er et meget komplekst værktøj, så vi ville først se, at det var optimalt designet til opgaven, inden vi ordrede et til.
Værktøjet er dog ikke bestilt uden at have været igennem et simulationsprogram.
Cellen designet til pladsen
- Jeg har tegnet et layout over hele cellen og værktøjet som det er konstrueret. Derefter kan jeg simulere processen og se, at det kan lade sig gøre at svejse hele vejen rundt på emnet, fortæller Allan S. Nielsen.
Til trods for at cellen er designet direkte til produktionspladsen i virksomheden er det stadig en standard løsning der er leveret fra Motoman.
- Cellen er designet direkte til den plads der var til rådighed i den manuelle svejsekabine, fortæller Allan S. Nielsen.
- Men til trods for det består cellen af standardkomponenter, og er leveret som en plug and play løsning, som stort set alle vores installationer bliver det.
Uddannelsen af operatørerne, der betjener anlægget er holdt in house og på egne emner.
- Det har været et optimalt kursus for os at komme i gang på, fortæller operatør Kim Holst.
- Det har været positivt at vi fik undervisning på vores egne emner således at undervisningen var målrettet vores behov. Selv om jeg ikke har erfaring med robotprogrammering, har det egentligt ikke været så vanskelig at gå til. Man lærer det lynhurtigt, når man syntes det er spændende og ikke er bange for at prøve noget nyt.