Hydratech Industries samler alle forretningsområder
Producenten og leverandøren af kundetilpassede hydrauliske højkvalitetscylindre og vindenergiløsninger, HYDRA tech, samler alle virksomhedens forretningsområder under navnet Hydratech Industries.
Organisationen i Hydratech Industries omfatter to divisioner: Hydratech Industries Fluid Power og Hydratech Industries Wind Power.
- Når vi konsoliderer alle vores forretningsområder under ét enkelt navn er det endnu et skridt i vores bestræbelser på at sikre Hydratech Industries position som en anerkendt leverandør af hydrauliske cylindre og systemer til vindmølleindustrien. Vi ser frem til fortsat at styrke vores internationale renommé som den foretrukne leverandør inden for disse vigtige produktområder, siger adm. direktør Kim Weidemann.
- Vi er stolte over at være en del af denne voksende og dynamiske virksomhed. Dette skridt vil være en fordel for vores kunder, som får adgang til et globalt netværk af leverandører af vores kvalitetsprodukter, mens det samtidig underbygger vores førende position på markedet og bidrager til at opbygge et endnu mere genkendeligt og anerkendt navn for virksomheden verden over, udtaler Tom Weiling, Executive Vice President.