Kvalitetsstyring er et must
Overfladebehandlingsvirksomheden P. Schmidt Ringsted A/S med dens datterselskab BICoating oplever et positivt forår, og i Ringsted er virksomheden styrket med ansættelsen af logistik- og kvalitetsansvarlig Palle Kjerulff.
På det seneste er en række nye kunder kommet til med spændende og teknisk udfordrende emner til overfladebehandling.
For at optimere på logistik- og kvalitetsområdet har firmaet for nylig ansat Palle Kjerulff som logistik- og kvalitetsansvarlig i Ringsted.
Baggrund i tyndplade og aluminium
- Jeg kommer fra tyndpladebranchen og aluminiumbranchen og har gennem flere år beskæftiget mig med kvalitetsstyring og opbygning af afdelinger i industrien, fortæller Palle Kjerulff, der blandt andet har et detaljeret indblik i pulverlakering og vådlakering, også med særlig knowhow fra møbelindustrien. - Palle har ansvaret for vores kvalitetssikring og den løbende optimering af produktionen, siger Henrik Lusty, der har kendt Palle Kjerulff gennem snart mange år i branchen.
IT er del af produktionen
Hvad der blandt er vigtigt, er opbygningen og vedligeholdelsen af et smidigt produktionsstyringssystem, der giver et komplet overblik over emnernes vej til fakturering.
- I en moderne overfladebehandlingsvirksomhed er det væsentligt, at man i produktionen hele tiden har et overblik over, hvad der skal overfladebehandles. Samtidig skal man i administration og produktion kunne følge emnerne fra den ene proces til den anden og ikke mindst se, hvornår de er færdige. Det er optimalt i produktionen at kunne styre efter farver med henblik på produktionseffektivisering, ligesom kunden altid skal kunne spørge og få et præcist svar om sit emne i processen, forklarer Palle Kjerulff.
Emner og processer
På det seneste er der kommet hen ved 15 nye kunder til i virksomheden, der som altid oplever stor variation i emnetyperne og deres størrelse lige fra skruer og til chassiser.
Ved redaktionens besøg i Ringsted blev der eksempelvis arbejdet med overfladebehandling af informationsstandere til en stor, dansk kunde:
- De kraftige emner er fremstillet i aluminium og får en forbehandling samt en kromatering. Herefter gives pulver med sølv-look. I den forbindelse kræves specialudstyr til at håndtere pulveret. Vi hører til de få i Danmark, der har den ekspertise, siger Henrik Lusty.
Et andet emne, der blev fremvist under besøget, var en vådlakeret drikkevandsfontæne eller vandautomat til landets kommuner.
- Der er anvendt vådlak med antigraffiti udenpå. Det kræver virkelig en proces i høj kvalitet. Afdækningen er en væsentlig udfordring, og der er alt i alt 7-8 procestrin for dette vådlakerede emne, som vi fremstiller cirka 100 stk. af om året, afrunder Henrik Lusty med et smil.