Hæder til dygtige ingeniører
Maskiningeniørernes Initiativfond uddeler én gang årligt hæderspriser til bemærkelsesværdige, gode eksamensprojekter fra Danmarks ingeniørskoler.
Prisoverrækkelsen foregår på METAL 2012 i Fredericia.
Det sker den 24. april i Messe C.
Jern og Maskinindustrien er også i år sponsor for en pris, nemlig J&M Prisen.
Dansk Maskinteknisk Selskab under IDA håber, at man vil komme forbi organisationens stand A-1240 og bidrage til en festlig dag for prisvinderne.
Maskiningeniørernes Initiativfond er en selvejende institution som normalt én gang årligt uddeler en pris på i øjeblikket kr. 10.000 til en eller flere personer, som har ydet en fremragende indsats på det maskintekniske område.
Idéen er bredt at styrke interessen for de maskintekniske områder og derved motivere uddannelsessøgende til at vælge maskiningeniørstudiet.
Fonden blev stiftet i 1982.
Indstilling af kandidater
Retningslinjer for indstilling af kandidater til M-Priserne:
1. Maskiningeniørernes Initiativfond udmelder en deadline for indstillinger i det givne år.
2. Det indstillede projekt skal være afsluttet før deadline-datoen.
Bedømmelsen behøver ikke være afsluttet.
3. Kun afsluttede eksamensprojekter fra en af Danmarks godkendte ingeniørskoler kan indstilles.
4. Projekter kan indstilles af en af ingeniørskolen udpeget kontaktperson.
5. Indstillingen skal foretages på Maskiningeniørernes Initiativfonds indstillingsformular.
6. Kun projekter, som opfylder retningslinjerne for tildeling af prisen, bør indstilles til en pris.
Uddelingerne har tidligere omfattet forskellige typer af priser (i daglig tale: M-Priser).
Foruden benævnelsen M-prisen er der eksempelvis uddelt Plast- & Medicoprisen, Apparatprisen samt Svejseprisen.
Uddelingen af J&M Prisen er en mangeårig tradition.
Retningslinjer for tildeling
Eksamensprojekter fra ingeniørhøjskoler og universiteter bedømmes på lige fod.
Eksamensprojektet skal være bedømt til en karakter væsentlig over middel.
Projektet må gerne være tværfagligt, men det er kun den maskintekniske del i videste forstand, som bedømmes.
Der vil blive lagt vægt på kreativiteten samt originale ideer med en nyhedsværdi enten i udformning eller anvendelse, samt indholdet af elementer, der kan danne grundlag for en fremtidig udvikling.
Projektets industrielle potentiale vil blive tillagt en væsentlig betydning
Rapporten skal vidne om et gennemført, veldisponeret og professionelt arbejde.
Efter anmodning indsendes en kopi af rapporten til fondens bestyrelse.
Projektet skal kunne omtales offentligt ved prisoverrækkelsen. Visse detaljer kan dog holdes hemmelige af konkurrencemæssige hensyn.
Fondens formål
Fondens formål er, normalt en gang årligt, at uddele en hæderspris til én eller flere personer, der i Danmark eller til gavn for dansk industri har ydet en fremragende indsats på det maskintekniske område.
Hædersprisen kan kun tildeles én gang til samme person.
Gennem uddelingen af sådanne hæderspriser ønsker stifterne at medvirke til:
at andre får lyst til aktivt at deltage i nyudvikling på det maskintekniske område.
offentlig og faglig anerkendelse af enkeltpersoner for bemærkelsesværdige og samfundsgavnlige præstationer af maskinteknisk karakter
udbredelse af kendskabet til maskiningeniørens gerning og derved motivere uddannelsessøgende til at vælge maskiningeniørstudiet.
Tre priser i år
Der uddeles i år tre priser.
Når priserne er tildelt, vil der være en fyldig gennemgang i Jern og Maskinindustrien.