Stor tilslutning til generalforsamling i VOV
Omkring et halvt hundrede medlemmer af brancheorganisationen for Værktøj Og Værkstøjsmaskiner, VOV, var fredag i sidste uge samlet til generalforsamling - i år på det smukt beliggende Hotel Hesselet med direkte udsigt til Storebæltsbroen.
- Nu et år senere kan vi med en lille smule glæde konstatere, at udviklingen ser ud til at være vendt. De fleste virksomheder i branchen både i VOV-regi og blandt vore kunder har oplevet vækst. Der er ikke tale om de store væksttal, men tingene ser dog ud til stille og roligt at gå den rigtige vej, berettede VOV-formand Karsten Eriksen.
- Danmarks industrieksport har positive meldinger, og det smitter af på alle vore medlemsvirksomheder, der er underleverandører til industrien. Især er det glædeligt at konstatere, at maskinsalget har taget et gevaldigt opsving, således at indekset for omsætning på dette område mindst er på højde med eller højere end omsætningen i 2004.
Den positive stemning kunne ifølge formanden også mærkes både på Værktøjsmaskiner 2011 og på HI-messen 2011 i september måned. På begge disse messer var VOV i øvrigt en meget aktiv deltager i messekomitearbejdet. Herudover stod VOV på HI 2011 også for etableringen af en VOV-fællesstand, som viste sig at være et godt initiativ, som foreningen gerne vil arbejde videre med.
Karsten Eriksen udtrykte sin glæde over hverveudvalgets store indsats for at få fat i nye medlemmer, og kunne på generalforsamlingen hilse hele 12 nye medlemsvirksomheder velkommen i VOV.
Synlighed er en væsentlig ting i varetagelse af branchens og dens medlemmers interesser. Som et led i en øget synliggørelse har VOV derfor investeret i en ny og mere moderne hjemmeside, som fremover i kombination med e-mailnyheder skal være omdrejningspunktet for kommunikationen med medlemsvirksomhederne. Dels er tiden vel efterhånden løbet fra fysiske breve og mængder af papir, dels er det billigere at kommunikere elektronisk.
- Der har også været en del kontakter til de relevante fagblade heriblandt Jern og Maskinindustrien, som er positivt indstillede overfor at stille spalteplads til rådighed for VOV. Bl.a. fik vi en meget flot annoncering af vores VOV-dag 2011 i J&M, som kreerede en helsides annonce for arrangementet og efterfølgende havde meget tilbundsgående artikler om medlemsmødet.
- Vi håber, at vi fremover kan udbygge og styrke samarbejdet med fagbladene, som de væsentligste talerør for vores branche, og vi er glade for med aftalen at have fået revitaliseret samarbejdet med J&M, forlød det fra VOV-formanden.
2011 har budt på et lille vendepunkt for en stor del af branchen. De seneste års strenge tider ser ud til at fortone sig en smule, og en lidt mere optimistisk holdning kan spores mange steder. Men der er fortsat mange udfordringer for os alle både i virksomheds- og i brancheforenings-regi.
- Det er godt at se, at så mange af medlemsvirksomhederne bakker op om aktiviteterne i VOV. Det bidrager til at brancheforeningen fortsat har en mission og mulighed for at udvikle og tilpasse sig. Bestyrelsen håber, at støtten og opbakningen også vil udstrække sig til de nye initiativer, der sættes i gang herunder ikke mindst arbejdet med at give brancheforeningen en mere faglig profil, end vi har haft tidligere. Bestyrelsen tror på, at denne forandringsproces er nødvendig, hvis VOV også skal være et samlingspunkt i fremtiden for de nye og yngre generationer, der er på vej ind i vores virksomheder, og som måske har et andet syn på organisations-tilhørsforhold og brancheforenings samarbejde, end vi, der har været med i mange år, har haft, sluttede Karsten Eriksen.
På valg til bestyrelsen var:
Karsten K. Eriksen
Tom Krautwald
Peter Larsson
Alle var villige til genvalg og blev genvalgt med akklamation
Michael Madsen og Lars Siemen havde valgt at udtræde af bestyrelsen.
Bestyrelsen havde valgt ikke at indstille valg af nye bestyrelsesmedlemmer til erstatning for de to udtrædende. I stedet valgte man at reducere bestyrelsen til det minimumsantal på 5 personer, vedtægterne åbner mulighed for.
På valg som suppleanter var:
Søren Lange
Anette Kraglund
Søren Lange var indstillet på genvalg. Anette Kraglund modtog ikke genvalg.
Som ny suppleant i stedet for Anette Kraglund indstillede bestyrelsen Bjarne Lundorff, Esab A/S.
Søren Lange blev genvalg og Bjarne Lundorff blev nyvalgt.
På revisorposten var
Lars Christophersen
Klaus Stampe Pedersen
På valg og villige til genvalg. De blev begge genvalgt for endnu en periode.