En grundig gennemgang af maskinsikkerheden
Omkring 70 deltagere havde valgt at lægge vejen forbi KMD A/S i Odense, hvor B&R Automation sammen med Maskinsikkerhed ApS holdt et informativt sikkerhedsseminar. Arrangementet formåede dels at komme godt rundt om aktuelle forhold inden for standarder og det nye maskindirektiv, og dels blev en række af de teknologiske nyskabelser præsenteret, som B&R har i produktporteføljen.
Alt inkluderet
Softwaren udgør en altomfattende platform til alle udviklingstrin i et automationsprojekt samt et avanceret operativsystem med høj performance i realtid.
Den modulære tilgang til softwareudvikling byder med Automation Studio 4 også på en stor overskuelighed, idet projekter deles op i klart definerede moduler med gennemskuelige interfaces, så selv de mest komplekse applikationer kan håndteres med lethed, lød det indledningsvis fra B&R Automation til seminaret, hvor Robert Stampe Jørgensen fra B&R Industriautomatisering A/S var ordstyrer og primus motor.
Maskindirektiv og standarder
Thomas Thillemann fra Maskinsikkerhed ApS gav på seminaret et historisk indblik i maskindirektivet og også i det nye maskindirektiv, ligesom han kom godt rundt om den seneste udvikling inden for automationsrelaterede standarder, fx ISO13849 og EN62061.
Et klassisk spørgsmål vil altid være: Hvornår skal der CE-mærkes?
Her ved fagfolkene fra Maskinsikkerhed god besked - med mange års erfaring i bagagen.
SafeLOGIC
Publikum til seminaret var i høj grad maskinbyggere, der spurgte opmærksomt ind til de gældende regler og standarder, ligesom der var stor interesse for den integrerede sikkerhedsteknologi fra B&R, ikke mindst for SafeLOGIC X20SL-serien af safety-CPUer, der muliggør programmering af en safety-applikation ved brug af certificerede funktionsblokke.
Med udgangspunkt i Open Safety-konceptet, der i stigende grad vinder indpas i industrien, kom Franz Kaufleitner, B&R Automation, hele vejen rundt om idéen med at kunne foretage smarte sikkerhedsstop uden at have behov for komplette maskinstop.
Med B&R sikkerhedsteknologien er det således muligt med intelligente safety-procedurer (Smart Safe Reaction), der ikke belaster produktionsprocessen.
Hjørnestenen i det hele er intelligent, decentraliseret og integreret safety, der er nem at håndtere, og hvor man opnår korte reaktionstider.