Ny enzymteknologi hos Novozymes giver biofuels-industrien et løft
Nyt superavanceret enzym fra Novozymes reducerer omkostningerne og øger udbyttet i produktionen af avancerede biobrændstoffer på basis af rest- og affaldsprodukter fra landbruget. Enzymet er mere effektivt end noget andet enzym på markedet og er nøglen til, at de første bioraffinaderier kan starte produktion i kommerciel skala i år, forlyder det fra den danske enzymproducent.
Dette innovative enzym, som Novozymes netop har præsenteret, muliggør rentabel omdannelse af biomasse til ethanol.
Enzymets ydelse ligger halvanden gang over Novozymes hidtidige markedsførende produkt, Cellic CTec2.
Med Cellic CTec3 skal der kun bruges en femtedel enzymdosis i forhold til konkurrerende produkter.
Cellic CTec3 bringer derved prisen på fremstilling af ethanol af biomasse ned i nærheden af, hvad majsbaseret ethanol og almindelig benzin koster.
- I 2012 begynder de første fabrikker at producere avancerede biobrændstoffer i kommerciel skala. Novozymes har indgået leveringsaftale med en række førende aktører på dette område, og vi synes, det er meget spændende, at Novozymes leverer de enzymer, der danner basis for en avanceret biobrændstofindustri og dermed bidrager til at skabe arbejdspladser, økonomisk vækst og energisikkerhed. Vores nye produkt, Cellic CTec3, og igangsættelsen af kommerciel produktion på de første fabrikker er et kolossalt skridt i overgangen fra en oliebaseret til en biobaseret økonomi. Vi vil fortsætte udviklingen af mere effektive enzymer med henblik på yderligere at reducere de samlede omkostninger til produktion af avancerede biobrændstoffer, siger Steen Riisgaard, adm. direktør for Novozymes.
Partnere starter kommerciel produktion i år
Blandt de første, der kommer ud af startboksen, er M&G og Fiberight.
Begge virksomheder vil anvende Cellic CTec3 i fremstillingsprocessen og planlægger at starte produktion i 2012.
- Med Cellic CTec3 viser Novozymes igen sin enestående evne til at levere innovation på det rigtige tidspunkt. Hermed kan vi bygge verdens største fabrik til fremstilling af avancerede biobrændstoffer. Vi har tillid til, at vi i fællesskab kan opnå procesforbedringer langt ind i fremtiden, siger Guido Ghisolfi, Vice President i M&G Group, som har planlagt at idriftsætte et anlæg i Crescentino, Italien, der får en årlig produktionskapacitet på ca. 49 mio. liter ethanol baseret på hvedehalm, energiafgrøder og andre materialer, der dyrkes lokalt.
- Novozymes har hjulpet os med at vise verden, at det virkelig er muligt at omdanne fast kommunalt affald til et værdifuldt biobrændstof. Novozymes er en partner, der tror fuldt og fast på, at innovation ikke kender nogen grænser, siger Craig Stuart-Paul, CEO i Fiberight, som planlægger at åbne et mindre anlæg i Lawrenceville, Virginia, USA, i 2012 og et større anlæg i Blairstown, Iowa, USA, i 2013.
Sidstnævnte vil få en kapacitet på ca. 23 mio. liter om året.
Begge anlæg skal omdanne fast kommunalt affald til biobrændstof.
Fem gange mindre
Avancerede biobrændstoffer fremstilles af cellulose fra biomasse såsom hvedehalm, majsstængler, husholdningsaffald og energiafgrøder (for eksempel præriehirse).
Biomassen nedbrydes først til en flydende masse.
Derefter tilsættes enzymer, der omdanner massen til sukker, som kan gæres til brændstoffer, foderstoffer og kemikalier.
Der skal kun bruges 50 kg af det højeffektive Cellic CTec3 til at producere 1 ton ethanol af biomasse.
Til sammenligning skal der mindst 250 kg af et konkurrerende enzym til at producere den samme mængde ethanol, oplyser Novozymes.
Biobrændstoffer booster økonomien
Det vurderes, at den globale produktionskapacitet for cellulosebaseret ethanol vil nå op på omkring 57 mio. liter i 2012 og 950 mio. liter i 2014.
Ifølge en nylig undersøgelse fra Bloomberg New Energy Finance har den avancerede biobrændstofindustri potentiale til at skabe millioner af nye arbejdspladser, økonomisk vækst og global energisikkerhed.
Undersøgelsen viser, at ved at bruge under 20% af de tilgængelige restprodukter fra landbruget kunne USA alene producere over 68 mia. liter ethanol om året, svarende til 16% af landets benzinforbrug i 2030.
Det ville skabe 1,4 mio. arbejdspladser og reducere CO2-udledningen fra benzinbaseret transport med 11%.
Og disse tal kunne blive endnu højere, hvis der også blev fremstillet biobrændstof af biomasse fra restprodukter fra skovbrug, husholdningsaffald og energiafgrøder.
Den amerikanske energilov Renewable Fuel Standard fastsætter regler for anvendelse af vedvarende energikilder i USA og indeholder et mål om fremstilling af 16 mia. gallon (knap 61 mia. liter) cellulosebaserede biobrændstoffer senest i 2022.jph