23948sdkhjf

Klargøring af virksomheden til salg

Hvordan klargøres virksomheden (salgsmodning) med det formål at højne virksomhedens værdi forud for et påtænkt salg.
Salgsmodning af en virksomhed vil sige, at ejeren i samråd med sine rådgivere søger at optimere virksomheden så den er så veldrevet og velfungerende som muligt. En veldrevet virksomhed vil alt andet lige indbringe ejeren en højere salgssum ved et salg og her-udover vil en tidligt påbegyndt salgsmodning også have en gunstig effekt på virksomhedens almindelige drift. Så der er mange gode grunde til at sikre sig, at virksomheden altid er salgsklar.

Optimering af kontrakter

I forbindelse med et generationsskifte af især mindre virksomheder vil samarbejdspartnernes tillid til virksomheden ofte være tæt forbundet med ejeren. Det kan derfor være fordelagtigt, at man forinden en overdragelse sørger for at kontrakter med leverandører, kunder og andre interessenter bliver udformet således, at et ejerskifte ikke medfører en ret for førstnævnte til at genforhandle eller opsige kontrakterne. I forbindelse med et påtænkt salg er det derfor hensigtsmæssigt, at have dette in mente når virksomhedens kontrakter (gen)forhandles forinden et generationsskifte. Det kan være bekosteligt for en ny ejer såfremt denne ikke uden videre kan indtræde i kontrakter eller der er en ret hos modparten til at kræve kontrakten genforhandlet.

Ansatte

For mange virksomheder er et af de væsentligste aktiver de ansatte. Den knowhow og viden, som er kumuleret hos de ansatte er ofte afgørende for en virksomheds succes. Undertiden vil køber endda betinge sig, at købesummen reguleres (ned) såfremt nøgle-medarbejdere ikke forbliver i virksomheden efter et ejerskifte.

Via konkurrence- og kundeklausuler kan man i et vist omfang "beskytte" denne opsparede viden. Det vil ofte være en forudsætning for en køber, at der er indgået sådanne klausuler med virksomhedens nøglemedarbejdere. Det er endvidere vigtigt, at få videregivet denne viden gennem oplæring og formidling til eks. en intern vidensbank.

I forhold til ansatte vil det ligeledes være fordelagtigt, at gennemgå virksomhedens ansættelseskontrakter for at være sikker på at disse er i overensstemmende med lovgivning og overenskomster.

Særligt er det vigtigt, at kontrakterne opfylder lov om ansættelsesbeviser og at man som ejer har styr på opsigelsesvarslerne. Det kan være endog meget bekosteligt for en virksomhed såfremt ansættelseskontrakterne ikke er korrekt udformede.

Slank balancen

I relation til en overdragelse vil det ofte være en ide – i god tid forinden en ønsket over-dragelse – at slanke egenkapitalen i virksomheden, således at en køber ikke skal finansiere betaling for en større egenkapital end nødvendigt i forhold til en forsvarlig drift. Købere er sjældent interesseret i at betale penge for penge.

I samarbejde med revisor kan det også være fordelagtigt at se på virksomhedens pengestrømme og så vidt muligt få tilrettelagt virksomhedens indtægter og udgifter så de i videst muligt omfang er sammenfaldende.

Ofte kan en virksomheds pengestrømme tilrettelægges mere hensigtsmæssigt ved eksempelvis, at forkorte betalingsfrister på fakturaer, så virksomheden herved ikke agerer bank for kunderne.

Beskriv dine mål

Som ejer af en virksomhed, vil man som oftest have en plan for, hvordan virksomheden skal udvikle sig de kommende 3-5 år. Det er vigtigt at få disse visioner, missioner og mål kommunikeret klart til medarbejderstaben, så alle ved i hvilken retning virksomheden skal. En af forudsætningerne for en veldrevet og dynamisk virksomhed er, at medarbejderne er bevidste om, hvad der på sigt forventes af dem. En forretningsplan er ligeledes med til at synliggøre fokus på virksomhedens potentiale hos en potentiel køber.

Mange bække små…

Endelig kan man, især som ejer af en mindre virksomhed, foretage en lang række tiltag selv som er med til at forbedre virksomhedens resultat. Noget så banalt, som at udskifte gamle pærer med lavenergi-pærer og andre lignende tiltag vil ofte kunne mærkes direkte på bundlinjen på samme vis som en tættekam gennem alle øvrige udgiftsposter ofte giver "kontant betaling" på bundlinjen. I mange henseender vil resultatet af salgsmod-ning netop være en forbedret bundlinje, hvorfor det – som allerede nævnt tidligere – er tilrådeligt, at begynde salgsmodningen i god tid inden et påtænkt salg.Ÿ
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062