Omsætningen på hjemmemarkedet taber fart
Den indenlandske omsætning steg med 13,3 mia. kr. i de to første måneder af 2012, når der sammenlignes med de tilsvarende måneder i 2011. Det svarer til en moderat stigning på 3,8 pct. i løbende priser og dermed en reel stigning på ca. 1 pct., når der korrigeres for inflation på p.t. 2,8 pct.
- Den indenlandske omsætning er kommet temmelig forsigtigt fra start i 2012 og bl.a. de nye afgifter på grænsehandelsfølsomme varer, der trådte i kraft fra nytår, har medvirket til at omsætningen i den store erhvervshovedgruppe handel og transport i årets to første måneder med 2,2 pct. er vokset mindre end inflationen, siger cheføkonom Bo Sandberg, Dansk Erhverv.
En af servicesektorens flagskibe, erhvervsservice, er ligeledes kommet godt fra start i 2012 med en flot samlet omsætningsvækst på hjemmemarkedet på 9,7 pct. i januar/februar sammenlignet med samme periode i 2011. I modsat retning trækker industrien, der som eneste erhvervshovedgruppe oplevede et nominelt fald i omsætning på hjemmemarkedet med 0,1 pct. i årets to første måneder sammenlignet med de tilsvarende måneder i 2011.
- Dagens tal understreger, at de videntunge erhverv og servicesektoren for længst har rejst sig igen efter krisen, mens industrien fortsat halter efter den generelle udvikling i erhvervslivet. Dermed sætter dagens tal også diskussionen af, hvad Danmark skal leve af i fremtiden, i yderligere relief, siger Bo Sandberg.jli