Siemens kårer JAI som bedste leverandør
A/S Jydsk Aluminium Industri, JAI, er blevet kåret som den bedste leverandør inden for støberiteknik hos Siemens Power Transmission and Distribution. Punktlighed og teknologi er med til at JAI får topkarakterer.
JAI vinder for andet år i træk prisen i konkurrence med blandt andet tyske, italienske og schweiziske konkurrenter, skriver Herning Folkeblad.
- Jeg er især stolt af, at når Siemens måler vores præcision, har vi leveret 97 procent af alle leverancer rettidigt sidste år, og året før var det 98 procent. Derimod er der andre, der får højere karakterer end mig i forhandlingsvilje! siger salgs- og marketingchef Keld Thornvig Jensen til Herning Folkeblad.
Siemens har igennem fire år uddelt prisen i støberiteknik-gruppen. Denne gruppe består af 11 af Europas førende støberier, hvor JAI har vundet prisen i 2001, 2003 og 2004.