Svejsemaskiner til rustfri udfordring
Af en pressemeddelelse fra Kemppi fremgår det, at en af Danmarks store industrivirksomheder har brudt egne traditioner og valgt en for virksomheden ukendt producent i forbindelse med investering i nye svejseanlæg til kompliceret svejseproces. Resultat: Døgnproduktionen er fordoblet, og risikoen for driftstop minimeret væsentligt.
En af udfordringerne var, at anlæggene skulle kunne fungere med tre forskellige båndstålstykkelser, samtidig med var svejseopgaven rimelig kompliceret i sig selv. F.eks. skulle 16 mm rundstål svejses på 2 mm båndstål. Ifølge fagfolk en af de sværeste svejsetekniske udfordringer.
Anbefalingerne holdt
Man søgte derfor råd hos professionelle, blandt andet hos en flerårig partner, SIK Teknik ved Ans. Herfra anbefalede man via tidligere erfaringer Kemppi’s Pro Evolution 4200 svejseanlæg. Disse anlæg bruger MIG-pulssvejsning, som især er særlig velegnede til til langsømssvejsning eksempelvis rustfrit stål.
SIK Teknik var overbevist om, at disse maskiner var det bedste valg til løsning af den specifikke opgave, for at kunne garantere for det færdige resultat, og da kunden ikke tidligere havde anvendt Kemppi`s produkter måtte der lidt overtalelse til.
- Resultatet blev, at vi opsatte en prøveinstallation på virksomheden, så de i en uges tid kunne prøve at svejse med disse maskiner, herefter var der ikke længere tvivl om beslutningen, fortæller direktør Steen Sørensen, SIK Teknik.
Den valgte løsning var en ombygget specialløsning af Pro Evolution 4200. En af fordelene er, at denne type svejsemaskine stort set minimerer behovet for efterbehandling af emnet. Blandt andet fordi der kun forekommer minimalt sprøjt. Det sparer tid i sig selv, og kombineret med den hurtige svejsemetode er der meget at hente her. Rent teknisk giver anlægget også mindre varmeinput, og det er især væsentligt ved arbejdet med rustfrit stål, som ellers kan blive svækket og sprødt.
Steen Sørensen uddyber: ”På en eller anden måde svejser disse maskiner ’blødere’. Svejsningen bliver jævn og stabil, og selv når man svejser ved høj strømstyrke, sprøjter det ikke”.
En anden udfordring var de 3 forskellige tykkelser på båndstålet da det skulle vise sig at bare nogle få tiendedele mm var nok til at give et ikke tilfredsstillende svejseresultat. Her var SIK Teknik og Kemppi derfor enige om at man var nødt til at konstruere et arrangement med 3 faste indstillinger med hver sin finjustering af svejsepistolerne, da det viste sig, at det ikke var muligt at styre de forskellige typer via strømmen.
SIK Teknik samarbejdede omkring projektet med såvel Kemppi som LMG Lemvigh-Müller, der forhandler Kemppi’s produkter i Danmark. Herfra var man meget glade for opgaven, der stillede særlige krav til udformningen. ”I meget tæt samarbejde med SIK Teknik tilpassede vi standardmaskinerne, således at de blev en integreret del af svejseautomaten med brugervenlig programmering, samt hensyntagen til design. På den måde fik vi det til at gå op i en større enhed, og det fungerer efter sigende absolut tilfredsstillende i dag,” fortæller Hans Christiansen, LMG Lemvigh-Müller. Hans Christiansen beskæftiger sig med eksternt salg og har særligt fokus på svejsning.
Kunden, den danske industrivirksomhed, er kendt i hele verden for sin høje kvalitet og for ikke at gå på kompromis. Derfor var det også vigtigt, at SIK Teknik var helt sikker i sin oprindelige anbefaling, og den anbefaling er ikke blevet gjort til skamme. Hos kunden har de efterfølgende konstateret, at installeringen af de to svejsemaskiner, der er igangsat, rent faktisk har resulteret i en fordobling af døgnproduktionen. Dertil kommer, at antallet af driftsstop er gået markant ned, og derfor er der allerede nu flere projekter undervejs med SIK Teknik og Kemppi.