23948sdkhjf

Eksport til Kina buldrer frem

Dansk metal- og maskinindustris eksport til Kina voksede med 23 procent i 2014. Danske specialmaskiner er særligt efterspurgte.
Eksporten af dansk producerede maskiner til Kina voksede med 23 procent i 2014. Danske specialmaskiner er særligt efterspurgte, skriver Jern & Maskinindustrien.

Sidste år eksporterede Danmark for 4,1 mia. kr. metal og maskiner til kineserne. Det er en stigning på 23 procent i forhold til 2013. Her var eksporten 3,3 mia. kr. på samme varegrupper. Det viser tal fra Danmarks Statistik, som Estatistik.dk har analyseret for Jern & Maskinindustrien.

- Stigningen afspejler den kinesiske industrisektor, der har brug for bedre maskiner, når de bevæger sig op i værdikæden, siger Jacob Warburg, der er cheføkonom i Eksportrådet i Udenrigsministeriet, til Jern & Maskinindustrien.

Den vurdering bliver bakket op af Tom Jensen fra Danish Chinese Business Forum:

- Det er kinesisk politik, at industrien skal højere op i værdikæden. Så kineserne har brug for specialmaskiner, fordi der bliver stillet større krav til mere avanceret produktion, siger han.

En af de virksomheder, der har øget sin eksport til Kina, er fynske Am Værktøj. Det er sket med et salg til en kinesisk underleverandør til BMW i Kina sidste år.

Direktør i Am Værktøj, Torben Viby, forklarer, at virksomheden var overrasket, da de blev kontaktet af kineserne:

- Vi har jo altid fået at vide, at vi laver for dyre værktøjer, men nu vil kineserne også have deres værktøjer i samme kvalitet som i Europa.

Den samlede danske eksport til Kina dækkede 21,8 mia. kr. i 2014. Året før var det tal 19,4 mia .kr. Det giver en stigning på 12 procent i alt.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094