Problemer er til for at blive løst
Hos J. Jensen Metalvarefabrik A/S ser man først og fremmest sig selv som problemløser. Uanset hvilken opgave kunden kommer med, finder man i samarbejde den bedst mulige løsning på problemet.
- Vi er en rimelig kreativ virksomhed, der altid løser de problemer, der kommer. Hvis vi har en kunde, der har fået lavet et produkt forkert et andet sted og står og skal bruge den her og nu, så klarer vi også den, fortæller Johnny Jensen.
Samarbejde med Københavns Kommune
Et af de seneste eksempler på det kan tusinder af københavnere nu selv tage i øjesyn. I et forsøg på at løse et banalt problem med, at sultne pizzariagæster blot smider pizzaæsken fra sig på gaden blev metalvarefabrikken ført sammen med Københavns Kommune.
For der har netop været meget omtale af gadesvineri i København, og specielt pizzaæsker har været et problem, fordi folk enten folder de store bakker sammen og fylder de små skraldespande helt op, eller også smider de dem bare på gaden.
- Vores løsning på det problem har så været at konstruere en skraldespand, som er stor nok til, at pizzaæskerne kan gå i. Samtidig vejer skraldespanden 2/3 mindre end en almindelig, og den er let at skille ad for renovationsvæsenet, siger Johnny Jensen.
Store perspektiver
En prøveopstilling af den nye skraldespand viste sig at være så stor en succes, at Københavns Kommune nu har skrevet kontrakt med J. Jensen Metalvarefabrik A/S om en udvidelse af forsøget, der nu omfatter 30 forskellige steder i København. Samtidig ser Johnny Jensen store perspektiver i opfindelsen.
- Vi har lavet en royaltyaftale med Københavns Kommune således, at vi kan sælge produktet til andre. Det betyder, at andre kommuner kan købe en med eget logo, og det ser vi selvfølgelig gode muligheder i. Der er masser af andre større byer i Danmark, der står med samme problem. Og på længere sigt er det da også klart, at vi gerne vil til udlandet med den, forklarer han og afslører, at man allerede har fået en henvendelse fra Helsingør Kommune.
Stor fremgang
Det er den form for kreativitet, der har været med til at sikre Ishøj-virksomheden stor vækst i de seneste år. Johnny Jensen understreger dog, at man stadig betragter sig selv som underleverandør inden for blandt andet CNC-bearbejdning, stansning, bukning, drejsning fræsning, valsning og svejsning, og at udvikling af nye produkter stadig er en lille del af virksomheden. Ikke desto mindre kaster man sig gerne ud i udviklingsprojekter sammen med kunderne.
Og indtil videre har den blanding være en succes. På fem år er virksomheden vokset flot, og Johnny Jensen er sikker på, at fremgangen skyldes, at han selv og medarbejderne altid gør deres yderste for at løse kundernes problemer.
- Vi er ni mand, der gør vores yderste for at hjælpe kunderne. Hvis en kunde kommer med et problem kl. 16 vil vi også gøre, hvad vi kan for at få det løst, hvilket måske ikke er tilfældet hos mange af konkurrenterne. Vi gør, hvad vi kan for at hjælpe kunden, fortæller han, og kommer straks med et eksempel:
- Vores næststørste kunde fik vi for fire år siden. De fik dengang produceret i Sverige, og vi reddede dem faktisk en del gange, fordi der var fejl på produkterne. Til sidst undersøgte de så, hvad det ville koste dem at få produceret hos os, og de besluttede sig på den baggrund for at flytte hele produktionen over til os, slutter han.
Læs mere om J. Jensen Metalvarefabrik A/S på virksomhedens hjemmeside.