Papirløs produktion præsenteret
Okholms Maskinfabrik i Tønder har taget et skridt ind i fremtiden med papirløs produktion via Tablets. Projektet blev præsenteret på et erhvervsmøde under overskriften "Find vej til ny vækst".
Det budskab fik deltagerne, der var mødt frem på OKM A/S Okholms Maskinfabrik i Tønder, da firmaet fortalte om deres "Smart Production" - papirløs produktion via Tablets - som har været undervejs siden 2013.
- Det har været en lang, men god og spændende proces fra idéen om den papirløse produktion til i dag, hvor vi via tablets hos samtlige operatører er i stand til at lave en ensartet styring af vores produktion fra tilbudsfase til levering samt at samle, analysere og udrede data til brug i OEE og efterkalkulationer, sagde direktør Robert Okholm, der var vært for arrangementet på OKM A/S i Tønder.
Han kaldte den papirløse produktion for en klar effektivisering.
I udviklingen af ”Smart Production”, som er udviklet af OKM A/S, har følgende blandt andet været involveret: Syddansk Universitet, Alexandra Instituttet, Force Technology og Innovirk Tønder.