Roug er klar til kamp mod lavtlønslandene
Roug A/S, der har base i Herning, har siden 2001 været igennem en omfattende omstrukturering. Nu er virksomheden klar til at tage kampen op mod lavtlønslandene.
En gennemgribende IT-mæssig og organisatorisk omstrukturering har givet grobund for en økonomisk turnaround, og resultaterne er allerede begyndt at vælte ind hos Roug, der primært fremstiller tanke, vindmølletårne og andre store rørformede emner.
Produktiviteten er steget med ti pct., antallet af fejl og dermed fejlretninger er reduceret til næsten ingenting, fem af syv værkførere er væk, og så har ledelsen i dag muligheder for nemt og effektivt at registrere "hvad som helst", fremgår det af ErhvervsBladet.