Industrien rykker sammen om uddannelse
Der er på kort tid dannet supportteams til industriteknikeruddannelsen i både Horsens, Herning og Vejle, mens København er på vej. Alvoren er gået op for industrien, lyder vurderingen.
Derfor skabes der netværk omkring uddannelserne, og lige nu popper de nye supportteam frem. Både Learnmark i Horsens, Herningsholm i Herning og Syddansk Erhvervsskole i Vejle er nu udstyret med supportteam, og i Thisted bobler det også. Her har der i længere tid været tæt samarbejde mellem skole og erhvervsliv.
Dannelsen af de nye teams er sket med en hastighed, der har overrasket Henning Dam fra Flextek. Han er sammen med direktør og indehaver Flemming Hjort fra Masentia og direktør Niels Torbensen fra Mazak er idémænd til de nye supportteams.
- Det er alvoren, der gør, at det går så stærkt, og jeg synes, branchen viser et utroligt sammenhold, siger Henning Dam, der oplever en fælles stærk vilje til at få uddannet flere industriteknikere.
- Det er et kolossalt problem det her, siger Henning Dam, som forventer, at fire supportteams er dannet inden sommerferien.
Det kræver, at teamet omkring uddannelserne på KTS i København kommer op at stå. I modsætning til i de jyske byer har det i København knebet gevaldigt med den umiddelbare interesse omkring teamet fra industrivirksomhedernes side.
- Vi er nødsaget til at sætte et par dage af og køre rundt i Københavns-området til de her virksomheder, som vi håber vil være med omkring teamet i København. Derefter bliver der indkaldt til stiftende generalforsamling i København, siger Henning Dam.