Metalsliberi har fået meget travlt
Gladsaxe Metalsliberi har fået travlt igen. Når alle 300 kunder får lidt mere at lave, så får Gladsaxe Metalsliberi meget mere at lave.
2
Billeder
Der er 16 ansatte og 300 kunder i kundekredsen hos Gladsaxe Metalsliberi. Foto/Simon Dinsen Hansen.
- Vi mistede ikke en eneste kunde under finanskrisen, men kunderne havde bare ikke noget at lave. Nu har de alle sammen fået lidt mere travlt, og når de har lidt travlt, så får vi meget travlt, fortæller Stig Hoppe, som til fødselsdagen havde kunder, venner og forretningsforbindelser.
I alt var der købt mad til 180 personer, og der var sådan cirka det antal gæster, der endte med at komme forbi på festdagen.
Stig Hoppe overtog Gladsaxe metalsliberi efter sin far i 1982, og i dag er sandblæsning plus maling samlet i afdelingen i Slangerup, mens slibning og glasblæsning foregår i Gladsaxe.
De ansatte er drivkraften i virksomheden, der sådan lidt klicheagtigt "skal smede mens jernet er varmt".
- Jeg har nogle virkelig gode, fleksible medarbejdere, og vi er nødt til at være fleksible. Vi ved ikke, hvad der vælter ind, og det skal ofte gå hurtigt, siger Stig Hoppe og understreger, at der tit er meget korte tidsfrister på en ordre.
- Det skal hurtigt ind og hurtigt ud, det er det, vi lever af, siger indehaveren af metalsliberiet.
Før krisen var der 22, og under krisen var der 11-12 stykker, da bemandingen var i bund. I dag er de altså 16.
- Vi kan godt bruge en metalsliber mere lige nu, men de findes simpelthen ikke. De unge mennesker vil ikke være beskidte i dag, siger Stig Hoppe.