Fremgang hos Lehaka skaber arbejdspladser
Efter flere år i dvale er der nu for alvor gang i hjulene hos den aalborgensiske smede- og maskinfabrik Lehaka, og den Fyns Kran Udstyr-ejede virksomhed buldrer frem.
- Vi er glade for at kunne skabe nye danske arbejdsplader i en ellers presset branche. En øget indsats for at strømline produktsortimentet samt et øget fokus på online aktiviteter har givet pote. Nu gælder det bare om at holde dampen oppe og fortsætte den gode udvikling, siger John Balzer med et smil.
Han forklarer videre, at aktiviteten hos den nordjyske maskinfabrik er vokset med næsten 50 procent, hvis man sammenligner med samme tidspunkt sidste år.
- Vi har fået ryddet op og skabt struktur i virksomheden, og så er vi begyndt at arbejde med kalkulationsberegninger på alle opgaver. Derudover har vi fået lavet et nyt website, som har givet bonus. Det betyder meget, at vi dukker op som de første, når folk søger på løftegrej, siger John Balzer, og tilføjer, at det også har haft en betydning, at moderselskabet Fyns Kran Udstyr er begyndt at bruge virksomheden mere. Her udtaler direktør Carsten Møller Sørensen:
- Lehaka har gennemgået en stor forvandling i løbet af det seneste år og er blevet et enormt aktiv for Fyns Kran Udstyr A/S. Mange af vores kunder inden for industrien, byggeriet, transporten, offshore og vind har behov for specialfremstillet løftegrej, der er tilpasset deres individuelle behov. Vi har, som en af de få i branchen, alle kompetencerne i eget hus, herunder ingeniører til beregning og konstruktion og in-house produktion af specialløsninger til konkurrencemæssige vilkår. Det giver os store fordele, hvad angår hurtige svartider samt leveringer, der holder de aftalte deadlines – i modsætning til mange andre, der er afhængige af, at deres underleverandører prioriterer netop deres opgaver. Grundet den gode udvikling er vi derfor hos Lehaka og Fyns Kran Udstyr optimistiske, og vi ser lyst på fremtiden, afslutter Carsten Møller Sørensen.