Fiberlaseren kan redde pladeindustrien
Fiberlaseren har på få år spist sig ind på alle tynde og halvtykke plade. Det er nødvendigt, mener Staermose Industry, hvor man sværger til teknologien.
Fiberlaserskæring har sat nye standarder for tempoet i den pladeskærende industri, og ifølge John Stærmose, som er indehaver af Staermose Industry, så er fiberlaserskæring helt nødvendig for at følge med konkurrencen i dag.
- Man kan vælge mellem to retninger. Enten automatiserer man og effektiviserer og investerer i fremtiden og sørger for at være knivskarp på produktionsomkostninger, eller også gør man ikke, og så lukker og slukker man, siger John Stærmose.
Staermose Industry benytter i dag primært fiberlaserskæring til opskæring af alle slags plader for en bred vifte af kunder. Der er mange maskinproducenter, men også smykkevirksomheder og kunstnere findes i kundeporteføljen. Kort sagt er det alle slags kunder, der har behov for pladebearbejdning.
Kvaliteten har fået et løft
Når fiberlaserskæring har sat en ny konkurrencepræmis, så skyldes det flere ting. John Stærmose fremhæver kvaliteten som et område, der har fået et løft. Fiberlaserskæring kan i højere grad end en gammeldags CO2-laser levere en høj og ensartet skærekvalitet. Teknologien er mere stabil og det betyder mindre opstillingstid og mindre kontrol under skæringen.
- Laver man for eksempel emner som Volas badeværelsesprodukter, hvor kvaliteten er altafgørende, og så er det betryggende at vide, at produktionsapparatet uden væsentlige indstillinger, blot leverer den ønskede vare.
Ikke nok med at fiberlaserskæreren har reduceret skæretiderne, så har en øget automation også gjort at Staermose Industry er helt førende på markedet for pladebearbejdning.
Automationsteknologien kunne i princippet også anvendes til gammeldags laserskærere, men fiberlaserteknologien har med de hurtige tider og sikre produktkvalitet, gjort det endnu mere attraktivt og anvendeligt med et fuldautomatiseret behandling af plader og færdigskårne emner.
Robotter passer sig selv
En robot kan i dag håndtere adskillige ton plader direkte ind i skæremaskinen hos Staermose Industry. Efter skæring kan en anden robot plukke de færdige emner ud og palletere dem. Faktisk kan anlægget indstilles til at foretage en hel uges arbejde.
- Behovet for at effektivisere er der hver dag. Hvis ikke vi er med fremme hele tiden, kan vi ikke konkurrere på markedet, hvor vi har kunder, som også køber ind i Polen og i Østeuropa.
Sådan lyder det fra John Stærmose fra Staermose Industry, hvor man ser fiberlaseren som en stor gevinst i pladebarbejdningen.
Maskinen er potentielt hurtigere. I værste fald skærer den i samme hastighed som en traditionel laserskærer af CO2-typen. I bedste fald skærer den mange gange hurtigere, og det sker tit, at der er kostbar tid at spare.
Fiberlaserskæring er også langt nemmere at betjene.
- Vi har oplevet, at det kræver mindre knowhow, og det er nemmere at lære folk op. Mindre kan gå galt, og der er ikke samme risiko for at ødelægge noget. Omkostninger til drift og vedligeholdelse er lavere, nævner John Stærmose.