23948sdkhjf

Norsk rederi køber stort ind hos Hoyer

Hadsten-virksomheden leverer tre tonstunge gearenheder til Norge.
En nylig leverance af tre store gearenheder har været blandt de mere udfordrende hos Hoyer. Dels gearenhedernes størrelse og dels deres kompleksitet har stillet store krav til den interne vidensdeling på tværs af afdelinger. Både Hoyer Motors og Hoyer Transmissions har været en del af udviklingen og designet af de 3.100 kilo tunge gearenheder, og det har betydet, at samarbejdet i virksomheden har været afgørende under ordreprocessen.

- I projektet har vi kombineret hele firmaets knowhow. På tværs af afdelinger er vi gået efter at tilfredsstille kundens behov bedst muligt. Det har fordret en del intern projektstyring og samtidig også stillet store krav til vores leverandører, siger Michael Møller, project sales hos Hoyer Transmissions.

Genbestilling er et kvalitetsstempel
De store gearenheder er en genbestilling af en lignende ordre fra det norske rederi, hvor enhederne indgår som en del af store karruseller, der bruges til at ligge kabler ud på havbunden. Karrusellerne har en kapacitet på 2.000 ton hver.

- På baggrund af tilbagemeldinger fra kunden og intern dialog er der optimeret nogle ting i forhold til den første leverance. Der har mest været tale om finjusteringer, og overordnet ser vi derfor genbestillingen som en blåstempling af projektet, fortæller Michael Møller.

Fremtiden byder på komplette løsninger
Enhederne er komplette og såkaldte plug and play-løsninger, hvilket betyder, at kunden udelukkende skal montere enhederne og sætte strøm til. Netop færdige og komplekse løsninger kan meget vel være en del af fremtiden for Hoyer.

- Meget peger i retningen af, at vi i fremtiden kommer til at levere flere komplette løsninger, som udvikles i samarbejde med kunderne. Derfor er en ordre som denne med til at opbygge uvurderlig viden og erfaring i virksomheden, som vi så kan bygge videre på fremover, siger Michael Møller fra Hoyer Transmissions.

Gearenhederne i tal:
- Tre separate gearenheder
- Gearene har et moment på 36.000 Nm ud af gearet
- Enhederne vejer 3.100 kg stykket
- Gearene driver store kabelkarruseller med en kapacitet på 2.000 ton stykket

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.083