Cre8tek etablerer afdeling på Sjælland
Specialisten i udvikling og produktion af elektronikprodukter, Cre8tek, styrker tilstedeværelsen i hovedstadsområdet med en ny afdeling.
- Siden vi startede virksomheden i februar 2011, er det gået stærkt med at ekspandere. Vi har efter udvidelse af afdelingen i Hjørring og etablering af kontor i München, nu besluttet at etablere kontor i hovedstadsområdet. Vores kunder i hovedstadsområdet er hidtil blevet serviceret fra vores kontor i Hjørring. Med den nye afdeling i Hørsholm, kan vi, for vores sjællandske kunder, i endnu højere grad leve op til vores slogan om ”Lokal tilstedeværelse – Global fleksibilitet, siger Poul Dørup Olesen, CEO Cre8tek Denmark.
Afdelingen i Hørsholm vil ligesom Cre8teks øvrige afdelinger i Danmark og Tyskland have ansvar for at styre kundeprojekter inden for kerneområderne; produktudvikling, prototypefremstilling, værtøjsfremstilling og produktion.
Snart plads til nye ansigter
Gunner Monrad Sie er ansat som account manager og kontorleder med ansvar for den daglige drift af afdelingen. Som den første ansatte på kontoret kommer Gunner til at varetage teknisk kundesupport og salg.
Gunner Monrad Sie er uddannet Ingeniør i Mechatronik-design fra DTU, og har en solid erfaring med produktudvikling, og har senest været ansat som udviklingsingeniør hos konsulenthuset TPU. Han har tidligere været ansat som udviklingsingeniør hos bland andet Oticon, Brüel & Kjaer samt Voss.
Med den eksisterende kundebase samt forventningerne til udvidelse heraf, forventer Cre8tek, at der inden for nær fremtid skal ansættes yderligere på kontoret i Hørsholm.
Med Gunner Monrad Sies tiltræden tæller Cre8tek fire ingeniører i Danmark, som alle har en baggrund fra industrien, som specialister inden for produktudvikling og produktion af mekanik og elektronikprodukter. Udvikling og produktionsaktiviteterne varetages i dag af kollegaer i Kina.