Tora A/S nyder godt af globaliseringen
Globaliseringen og den stigende outsourcing blandt specielt landets større industrivirksomheder kommer maskinfabrikken Tora A/S til gode.
- Der vil altid være brug for små serier og nicheprodukter. Det kan såmænd blot være en lidt anderledes farvenuance på et kabinet, som ikke kan betale sig at få lavet langt væk, og dem laver vi så for de store virksomheder, siger direktør Jesper W. Jensen til ErhvervsBladet.
I 2004 præsterede virksomheden i Kolding en omsætningsvækst på 35 procent, og en fordoblet indtjening. Også medarbejderstaben er vokset, alt imens investeringer har automatiseret maskinparken.