HI: Støjsvage ballepressere ind i varmen
Danske virksomheder jagter i disse år alle overflødige omkostninger i deres produktion og på lagre for at klare sig i den globale konkurrence. Med til at reducere spildtid og øge effektiviteten er, at medarbejderne skal bevæge sig så lidt som muligt for at komme af med det affald, der opstår under produktionen.
Hemmeligheden bag den store reduktion af støjen er en ny patenteret pumpe, der reducerer den gennemsnitlige støj fra 75 til 68 decibel, hvorved Bramidans ballepressere i mellemgruppen, 4-serien, lever op til strenge støjkrav. Med den nye skruespindel-pumpe, der i forhold til forgængeren arbejder meget ensartet og med et minimum af vibrationer, kan ballepresseren placeres på steder, der af hensyn til arbejdsmiljøet hidtil har været lukket land.
- Vi oplever stigende fokus på arbejdsmiljø og samspillet mellem forskellige støjkilder, der kan være belastende for de medarbejdere, som skal arbejde blandt dem. Med den nye pumpe har vi ikke alene teknologisk bragt os i en førerposition i Europa, vi har også øget anvendelsesmulighederne for ballepressere, der nu kan placeres i produktionsmiljøer og på lagre. Derved spares unødig intern transport, og de medarbejdere, der står med affaldet, kan uden unødige skridt komme af med det, siger salgsdirektør Henrik Dueholm Madsen, Bramidan.
4-serien, der med et pressetryk på 12-30 ton tilhører mellemgruppen, er velegnet til industrivirksomheder med en vis affaldsmængde, typisk 5-15 af de kompakte baller pr. uge. Selv de store europæiske bil- og flyproducenter, der er kendt for at stille endog meget strenge krav, hvad angår støj, vil i fremtiden kunne tage ballepressere forsynet med den nye teknik ind i varmen.
Den støjsvage pumpetype er nu standard i 4-serien, hvilket tidligere ville have været utænkeligt, idet teknologien hidtil har været langt dyrere at fremstille. Ud over at være standard i dele af Bramidans produktprogram tilbydes skruespindelpumpen som udskiftning til hovedparten af de maskiner, der er leveret til kunder i Danmark og udlandet. Selve udskiftningen af de hidtidige tandhjulspumper sker på minimal tid og til en fornuftig pris.
Ved at tilbyde den nye pumpe i både nye maskiner og som udskiftning i det eksisterende produktprogram kan endnu flere kunder få gavn af nyskabelsen, der fremstår som en af de største forbedringer inden for hydrauliske pumper i mange år.
Kilde: HI Industri 2005; http://www.hi-industri.dk