23948sdkhjf

Oplevelse til Danfoss-gæster

Mødet med det nye dristige kunstværk giver den besøgende et sug i maven: øjnene følger kurverne rundt, som er man på en rutschebane. Det er den oplevelse gæsterne får, når de træder ind i den nye receptionsbygning hos Danfoss på Als og ser den alt andet end normale skranke, fremgår det af en pressemeddelelse fra Fiberline Composites.
Som et futuristisk symbol på virksomheden dominerer en gigantisk ”metalspån” den nyopførte bygnings indre. Den blanke, kurvede overflade strækker sig over 14 meter i dybden og helt op til 3,5 meter i højden i én lang kurve, der deler og samler sig igen uden at bryde den ensartede overflade, som skinner metalblankt. Idet blikket falder til hvile, lægger man mærke til de mennesker, der arbejder her hver dag.

- Når gæsterne kigger på skranken, siger de ”wow”, og vi bliver samtidig helt ranke i ryggen, siger receptionist Betina Krogh, besøgende synes, at det er den flotteste reception, de har set. Og samtidig er det en god arbejdsplads med overblik, og et behageligt materiale at røre ved, fortsætter Betina Krogh, idet hun stiller om til bestyrelsesformand for Danfoss Universe, Anette Clausen, der sammen med ægtefællen, direktør Jørgen Mads Clausen, har hovedansvaret for den spændende arkitektur.

Et futuristisk kunstværk og samtidig en fungerende receptionsskranke. Anette Clausen sammen med receptionisterne Bettina Krogh og Mette Agerbo Pedersen ved den usædvanlige skranke-skulptur leveret af Fiberline Composites. Skranken dominerer den store hal på Danfoss og giver samtidig besøgende en oplevelse.- Jeg følte, at en traditionel aflang skranke blev for kedelig, ikke mindst fordi hele bygningen er kantet. Vi trængte til bløde former, så det ikke blev for stift og koldt. Derfor opstod ideen om at lave et kunstværk, der kombinerer kunst og funktion og samtidig er inspireret af det vi fremstiller: en metalspån fra produktionen. Vi bad arkitekterne Schmidt, Hammer & Lassen lave et forslag, og det blev vildere, end vi havde ventet, men dermed også overraskende og spændende, siger Anette Clausen.

- Det vi foreslog var at lade kunst og industri møde hinanden, siger arkitekt Peter Voldstedlund, den helt frie form var vigtig som kontrast til bygningens stramme geometri og lodrette linjer. Når man kommer ind i det store, flotte rum, står man foran skulpturen, der er væltet helt omkuld, og dermed netop ligner en metalspån i fri bevægelse, som når man drejer en ventil eller et andet industrielt produkt, pointerer Peter Voldstedlund fra Schmidt, Hammer & Lassen, der har arbejdet tæt sammen med Fiberline Composites, som har fremstillet skranken i moderne hightec-kompositmateriale, populært kaldet glasfiber.

- Skulpturen har en helt vanvittig geometri, siger ingeniør Lars Petersen fra Fiberline Composites, og det skulle egentlig ikke være muligt at skabe et så elegant stykke arkitektur med den form, styrke og flotte overflade. Det kan man kun i komposit, på grund af dets høje styrke i forhold til den lave vægt, fortsætter ingeniør Lars Petersen, der her har ladet sig udfordre af opgaven til at udnytte komposittens styrkeegenskaber på denne utraditionelle måde.

En række andre virksomheder har deltaget i arbejdet med at realisere det usædvanlige projekt: tømrerfirmaet Henning Frøkjær i Esbjerg, LNT Industri AS i Esbjerg og BK Allround i Middelfart.

Kilde: Pressemeddelelse fra Fiberline Composites A/S d. 30. juni 2005.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.081