23948sdkhjf

Metalvarefabrik fordobler indtjeningen

N. Graversens Metalvarefabriks kapacitet var godt udnyttet i seneste regnskabsår – samtidig giver ukrainsk fabrik en konkurrencefordel.
God kapacitetsudnyttelse giver N. Graversens Metalvarefabrik et stærkt regnskab for 2014/2015. Resultat før skat viste 7,8 mio. kr., hvilket var en forbedring på 4,2 mio. kr.

- Det var et fint år, fordi vi havde en god kapacitetsudnyttelse – produktionen var godt balanceret. Mange ting er lykkedes rigtigt fint for os, siger administrerende direktør Christen Bo Justesen.

- Vi arbejder som et team meget fokuseret på, at det også vil ske i det nye år.

Partnerskaber og flere brancher
Den gode udvikling er blandt andet drevet af en positiv tendens i partnerskabsaftaler. Hos underleverandøren kan det være lige fra rør– og plade-laserskæring ind til kundens egen produktion til færdigsvejste og lakerede montageklare emner direkte til kundens montagebånd.

- Der sker en dialog med hver enkelt kunde. Vi forsøger at få kunderne så langt op i værdikæden som muligt. Og det er ikke kun de ”hardcore” processer som bukning, skæring og svejsning, som vi tager ind, forklarer direktøren.

Koncernen har været gennem flere år med fremgang og vækst og beskæftiger i dag over 200 medarbejdere.

Ekstra 2.500 kvadratmeter
Fælles fokus fra bestyrelse og ledelse har været hele tiden at skabe et fundament under væksten og derved skabe et stabilt afsæt til yderligere vækst. Der er lige taget ekstra 2.500 kvadratmeter i brug på fabrikken i Ukraine for at gøre klar til næste step.

Samtidig har virksomheden foretaget et strategisk valg ved at brede sig ud over mange brancher. Det giver en stabilitet i ordreindgangen.

- Før 2008 var nogle brancher tunge hos os, nu spreder vi os så meget som muligt. Vi har en meget bred skare af kunder, siger Christen Bo Justesen.

Ukrainsk fabrik giver fordel
For ti år siden etablerede underleverandøren en fabrik i Ukraine tæt ved den polske grænse. Nu er tre fjerdedele af virksomhedens over 200 ansatte beskæftiget på fabrikken, mens godt halvdelen af omsætningen produceres i Østeuropa.

- På nuværende tidspunkt giver vores ukrainske fabrik os en konkurrencefordel. Vi er overhovedet ikke påvirket af uroen i landet – vi har haft 200 lastbiler, der uhindret har kunnet køre ind og ud af Ukraine, fortæller den administrerende direktør.

- I øjeblikket er aktivitetsniveauet en anelse mindre end samme tid sidste år, og tendensen viser en udvikling, der går lige ud. Udviklingen vil kræve en yderligere indsats til næste år, men vi forventer stadig at overholde et ambitiøst budget for 2015/2016.
Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079