23948sdkhjf

Plastindustrien vokser trods færre ansatte

Antallet af jobs i plastbranchen er faldet markant siden krisen, men trods færre ansatte har virksomhederne øget omsætningen i samme periode.
Omkring en tredjedel af alle ansatte i plastbranchen mistede deres job i forbindelse med den økonomiske krise. Trods det markante fald i antal ansatte, så har de danske plastvirksomheder fra 2009 og frem alligevel kunnet præstere en vækst i omsætningen på 10 procent. Det er blandt hovedkonklusionerne en ny analyse, som brancheorganisationen Plastindustrien står bag.

Administrerende direktør i Plastindustrien, Thomas Drustrup, siger om tallene:

- Krisen har uden tvivl været hård for vores branche på mange måder, men vores nye analyse tegner også et positivt billede af, at krisen var en lejlighed til at få fintunet virksomhederne og skærpet produktivteten. Vi har automatiseret, effektiviseret og skilt det fra, der ikke var økonomisk bæredygtigt. Derfor mener jeg, at vi i dag er rigtig stærkt rustet til at gribe fremtidens vækstmuligheder.

Plastbranchen er blandt industriens største underbrancher
Analysen viser også, at selv efter de hårde år i nullerne, så er der stadig næsten 30.000 danskere beskæftiget med plastproduktion. Det svarer til omkring 10 procent af dansk fremstillingsindustri og gør plastbranchen til en af industriens største underbrancher. Af disse er kun omkring halvdelen ansat i virksomheder, der definerer sig selv som plastvirksomheder:

- Plastproduktion er i dag en integreret del af fremstilling af alt fra høreapparater over legetøj og medicoindustri til vindmøller. Derfor ser vi også, at folk arbejder med plastproduktion i mange forskellige typer af virksomheder. Det er vi rigtig stolte af, for det viser, hvordan plasten bidrager positivt til vores samfund på mange måder i mange forskellige industrier, siger Thomas Drustrup.

Jobs er fortsat truede, hvis omkostningsniveauet stiger
En anden konklusion i analysen er, at plastbranchen beskæftiger en forholdsmæssigt stor andel af ufaglærte sammenlignet med resten af dansk industri. Plastindustriens vurdering er, at denne andel har været endnu højere inden krisen, og at det i høj grad er disse jobs, der er flyttet ud eller blevet nedlagt. De ufaglærte jobs kan også forsat være truede, vurderer Thomas Drustrup:

- De ufaglærte jobs er blandt de mest udsatte i den internationale konkurrence. Når vores andel af denne type af ansatte er høj, så bliver vi som branche også ramt særlig hårdt på beskæftigelsen, når for eeksempel PSO-afgiften stiger, eller det på anden vis bliver dyrere at drive plastvirksomhed i Danmark. Det betyder, at hvis politikerne gerne vil hjælpe os med at fastholde danske plastjobs i Danmark, så er det helt afgørende, at vi får lagt en kurs, hvor omkostningsniveauet ikke stiger yderligere.

Analysen viser en klar tendens til, at plastbranchen har skabt en højere andel af jobs i udkantsområder end omkring landets to store byer København og Århus. Det mener Thomas Drustrup bør have politisk interesse:

- Vi ser i disse år en stigende politisk bevågenhed omkring at styrke udviklingen i yderområderne. Det er netop her, mange af vores virksomheder ligger og har utrolig stor lokal betydning. Så vil politikerne gerne sætte turbo på udviklingen og skabe flere jobs udenfor byerne, så er det vigtigt, de lytter til behovene i industrier som vores.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094