Skjern-virksomhed udvider igen
Mellem jul og nytår 2006 flyttede MillPart i store nybyggede lokaler i Erhvervsparken i Skjern. I dag - mindre end halvandet år efter - er man i fuld gang med en tilbygning, der er lige så stor som den oprindelige bygning. Årsagen er ganske enkelt, at ordrerne strømmer ind.
Når MillPart udvider på alle leder og kanter, så skyldes det stadigt større ordrer og en stor tilgang af kunder.
- Det har simpelthen oversteget vores vildeste forventninger, siger grundlægger og direktør Niels Jørgen Nielsen.
Hos MillPart glæder man sig meget til tilbygningen om et par måneder står klar, og man samtidig kan byde velkommen til en række nye medarbejdere.
- Vi ser meget lyst på fremtiden. Størstedelen af virksomhedens nuværende omsætning ligger i Danmark, men der er også stort potentiale i de kæmpemæssige markeder udenlands, afslutter Niels Jørgen Nielsen.
Kilde: Millpart