Grene får nye lejer på hylderne
Grene Danmark ny forhandler af INA/FAG lejer og opbygger lager i Skjern.
Grene Danmark får dermed styrket profilen inden for lejer til industrien i Danmark.
- Vi har igennem de sidste 10 år opbygget en betydelig position inden for lejer til industrien, og med produktprogrammet fra INA/FAG og det eksisterende SKF program, får vores kunder flere muligheder at trække på, fortæller Frits Christensen, produktspecialist fra Grene Danmark.
Strategien er at gøre Grene Danmark til samlende industrileverandør set med kundernes øjne.
- Kunderne behøver dermed ikke at skulle flere steder hen for at hente deres lejer, for vi har nu de førende mærker og nok det største lagerførte sortiment i Danmark, pointerer Frits Christensen.
Forhandlingen er kommet i hus efter en fælles pan-europæisk aftale med Schaeffler, der har været en stor A-leverandør hos Kramp i mange år.
- Vi er i færd med at bygge et stort lager op i Skjern. Herudover har vi dag til dag leveringer fra Kramps centrallager til lageret i Skjern og INA/FAG’s centrallager i Europa. Kort sagt får vi det store udvalg og kort leveringstid, fremhæver Frits Christensen.
Kendt strategi
At arbejde med flere leverandører inden for samme område er ikke nyt hos Grene.
Grene har blandt andet inden for transmissionsområdet ofte to til tre af de førende leverandører inden for samme produktområde i porteføljen. Dette giver en stærk profil, og kunderne kan stort set altid finde det, de søger, uden at gå på kompromis med kvaliteten.