Viggo Hansen A/S investerer i laserskærer
Den odenseanske smede- og maskinfabrik trækker skærearbejdet hjem fra underleverandører.
- Vi har haft et ret stort behov til vores egne projekter. Vi lever meget af hasteopgaver, og vi kan derfor hurtigere klare sådan opgaver, når skærearbejdet udføres på fabrikken, frem for hos underleverandører. Så derfor er det optimalt at have skærekapaciteten i huset, forklarer project manager Falke Tieldal.
Udover egne opgaver er det også planen, at den odenseanske virksomhed vil fungere som underleverandør for andre.
Laserskæreren har et skærebord på 1.500x5.000 mm og kan skære rustfri stål i tykkelser op til 8 mm, almindeligt stål op til 10 mm og aluminium op til 6 mm.
Viggo Hansen A/S afsluttede sidste år et glidende generationsskifte, da Christian Andreassen overtog det sidste af aktiekapitalen fra sin far Ejner Andreassen.
Og det er en travl virksomhed, han har overtaget.
- Der var rigtig travlt lige før jul, men januar og februar er normalt lidt mere stille. Vi har især haft meget at se til inden for vores almindelige hovedgruppe, som er fødevareindustrien, men også hos andre typer af kunder, fortæller Falke Tieldal.