E2 opfører vindmøllepark i Portugal
ENERGI E2’s spanske datterselskab, ENERGI E2 Renovables Ibéricas S.L., har sammen med en lokal partner underskrevet en kontrakt på opførelsen af en vindmøllepark på i alt 26 MW i Portugal.
Administrerende direktør for ENERGI E2 Renovables Ibéricas S.L., Nikolaj Harbo, siger: “Det portugisiske vindprojekt er i tråd med E2’s strategi på det europæiske marked. Projektet er således endnu et skridt i ENERGI E2’s ekspansion på den Iberiske Halvø og en del af en større række af projekter, som er under udvikling i Portugal”.
Nikolaj Harbo påpeger, at det iberiske marked er et af de største for vindkraft i verden, og at markedet er langt fremme med hensyn til projektfinansiering af vindprojekter. Det er således lykkedes ENERGI E2 og dets partner at opnå 90 % projektfinansiering af vindmølleparken i Portugal.
Kilde: Pressemeddelelse fra Energi E2, 9. august 2005. http://www.e2.dk